Højskole surfing i Nordeuropa
Efterårets Europatur går gennem tre lande i Nordeuropa: Danmark, Tyskland og Sverige.
Ta’ med på den klimavenlige rejseversion og kør med højskolens egen bus gennem Nordeuropa!
Ofte rejser vi meget langt væk, men glemmer at opleve dét, som er lige udenfor døren. Derfor udbyder Idrætshøjskolen Bosei en anderledes Europatur hvor vi ser forskellige steder i Danmark og vores nabolande, som du helt sikkert ikke vil opleve på samme måde, om du rejste selv.
Turen er også et tilbud til vores udenlandske elever som dermed giver vores danske elever – altså dig – mulighed for at opleve eller genopleve Danmark sammen med dine nye højskolevenner som aldrig har set Danmark, Tyskland eller Sverige før.
- Vi skal opleve noget af Danmarks unikke natur, blandt andet Nationalpark Vadehavet som for nyligt er blevet optaget som en del af Unescos Verdensarv.
- Vi besøger Fejø som er en lille ø i smålandsfarvandet. Her bliver vi privat indlogeret og får mulighed for at tale med de lokale om hvilke udfordringer, der er ved at bo i udkants Danmark.
- Vi skal opleve Skagen hvor de to have Kattegat og Skagerrak møder hinanden og hvor de danske malere valfartede til i slutningen af 1800-tallet på grund af det specielle lys og den smukke natur.
- Og så skal vi også smage lidt på bylivet i Hamborg. Sidst men ikke mindst tager vi et smut til den Svenske skærgård.
- Undervejs på vores klimarejse vil vi bo mange forskellige steder. Vi vil blive privat indlogeret, besøge hostels men frem for alt vil vi også besøge forskellige højskoler. Der vil vi have mulighed for at smugkigge ind i deres dagligdag, udveksle erfaringer og se hvilke temaer der er vigtige på de andre højskoler.
Idrætshøjskolen Bosei vil gerne give alle elever en mulighed for at få en rejseoplevelse! Derfor tilbyder vi en klimarejse rundt i Nordeuropa for de elever, som ikke rejser til Japan eller Korea. På dén måde får alle en ekstra fed oplevelse, som en del af højskoleopholdet.
Alle elever indbetaler et beløb til en rejsefond på kr. 3.500,-. Tager du med til Japan eller Korea indgår pengene i din samlede egenbetaling for rejsen. Ellers benyttes beløbet til at dække busrejsen. Der kan forekomme ekstra udgifter til særligt selvvalgte aktiviteter.
Europarejsen varer ca. 12 dage og selvom du måske allerede har været på nogle af de nævnte destinationer, så lover vi, at du nok skal opleve det hele på en helt ny måde sammen med dine nye højskolevenner!