Efterretningstjenesternes historie
Efterretningstjenesternes historie
Kom med til en spændende uge, hvor vi dykker ned i efterretningstjenesternes historie fra 1700-tallet til i dag. Vi skal høre forskellige interessante oplæg, få sat historien i perspektiv, og så tager vi på tur til Stevnsfortet. Og samtidig oplever du selvfølgelig alt det, der også hører til et klassisk højskoleophold.
Efterretningstjenesterne har altid været omdiskuterede institutioner helt tilbage til spionagen i enevældens Danmark, og på kurset sætter vi de seneste efterretningstjenesteskandaler i perspektiv med en række spændende nedslag i efterretningstjenestens historie i Danmark. Vi skal bl.a. høre spændende oplæg om spionage og overvågning under enevælden og tidlige eksempler på overvågning af socialistiske bevægelser.
I løbet af ugen får vi besøg af gæsteoplægsholder ph.d. Trine Engholm Michelsen, som med udgangspunkt i sine bøger ”Storfyrstinden” og ”Krigens mørkeste time” kommer og fortæller om efterretningstjenesten under besættelsen. Vi får også besøg af direktør for Center for Cold War Studies, SDU, som kommer og fortæller om de danske efterretningsvæsners arbejde i relation til DDR under Den Kolde Krig. Midt på ugen tager vi til Stevnsfortet, hvor vi får en guidet omvisning, der giver yderligere perspektiv til vores emne.
Når der ikke er undervisning, oplever du selvfølgelig alt det, der også hører til et klassisk højskoleophold; hyggeligt samvær med andre kursister, fællessang, lækker mad og spændende foredrag. Der vil også være mulighed for morgentræning/svømning og dejlige ture ud i vores smukke omkringliggende natur ved skov og vand.
Mød underviseren
Ingeborg Philipsen er cand.mag. og ph.d. i historie og litteraturvidenskab og har undervist og formidlet historie, kunst og kulturhistorie i mere end ti år i museumsbranchen og på Københavns Universitet.
Fra 2002-2005 var Ingeborg ansat ved PET-kommissionen og er i dag en alsidig foredragsholder og underviser, bl.a. via hjemmesiden historiefaellesskabet.dk. Ingeborg leder kurset og underviser også selv undervejs.
Halvdagsudflugt med højskolen
I løbet af det dit ophold tager vi også på en halvdagstur ud af huset. Her besøger vi et museum eller et andet vigtigt kultur- eller natursted på Sydsjælland eller øerne (Møn, Falster eller Lolland), som har en vigtig lokal betydning for vores region. Her får vi guidede omvisninger og sat kunsten, stedet og naturen ind i en større sammenhæng.
Turen går også nogle gange til Præstøs historiske bymidte, hvor vi på en byvandring hen over de toppede brosten hører om byens tilblivelse, middelalderens antonittermunke samt bl.a. guldalderhelte som H.C. Andersen, N.F.S. Grundtvig og Bertel Thorvaldsen, der alle kom her i byen i 1800-tallet. I programmet for ugen kan du se, hvor turen går hen for den enkelte kursus.