Inspirationsuge 35: cykeloplevelser på Sydsjælland
I pauserne kan du fx. nyde samværet med andre kursister over en kop kaffe. Du kan også læse avisen eller fordybe dig i et spændende magasin i vores hyggelige opholdsrum. Ændringer kan forekomme.
Cykeloplevelser - kursusprogram
Lidt om indholdet i din kursusuge
5 dages fordybelse og højskoleglæde!
Dagene på ugekurset er delt op på en måde, der giver dig chancen for dels at være sammen med andre, som har præcis samme interesse som dig selv; dels mulighed for også at møde andre kursister, når fællesskabet nydes under måltider, højskolesang og foredrag.
Cykeloplevelser på højskole i Sydsjælland
Inspirationsugens cykelture er ikke blot god motion, men også næring til herlige naturoplevelser, lokalhistorier, fortælling om flora og fauna og hyggeligt samvær. Vi triller ud på skovveje, åbne markveje og undgår så vidt mulig den værste trafik på asfaltvejene. Alle er velkomne, og der lægges et tempo, hvor alle kan være med. Ligeledes er alle cykeltyper velkomne. Naturligvis gives der mulighed for at forlænge / forkorte ruterne, hvis dette ønskes. Turlængder: 25 – 35 km.
Praktiske oplysninger:
- Du er selv ansvarlig for din cykels køreklare stand. Ved nedbrud i løbet af kurset kan en MTB lejes af idrætshøjskolen.
- Transport til ture, som ikke udgår fra idrætshøjskolen sker i private biler eller ved koordineret samkørsel med andre.
- Husk – cykelhjelm, drikkedunk, vind- og vandtæt tøj samt evt. en lille rygsæk til personlige ting og medbragt frokost, som smøres ved morgenbuffeten.
Vi udforsker bakkede istidslandskab på Sydsjælland, Møn og Nyord. Du vil også få sjove og spændende historier fra tidligere tiders liv med bådbygning, linnedproduktion, Danmarks tilblivelse og mange andre gode historier.
Turen starter efter dejlig morgenbuffet og foredrag og hen mod aften er vi hjemme igen på højskolen til den lækre buffet:
Dine 5 cykelture:
Mandag – Romantikkens Præstø og Jungshoved – Gøngehøvdingens land.
Præstø ligger uendelig smukt ved fjorden. Byens historie går tilbage til den tidlige middelalder; men vi koncentrerer os især om romantikkens tid: Besøg på billedhugger Bertel Thorvaldsens udstilling og et lille visit hos foreningen for Traditionelle Håndværk. Vi laver adskillige stop undervejs på de toppede brosten, hvor vi hører anekdoter fra en svunden tid. Der fortælles om Antonittermunkenes periode og byens forbindelser med omverdenen. På resten af vores cykeltur inspicerer vi den idylliske halvø Jungshoved, som i en lang periode var Svend Gønges tilholdssted. Vi passerer hans hule i skoven og desuden det lille slotsområde ved Stavreby Kirkehavn. Et besøg med udsigt til øen Maderne og Præstø Fed er absolut også umagen værd. Via små fredelige landsbyer finder vi tilbage til højskolen. Turlængde: 30 km.
Tirsdag – Stege by – Naturnationalpark Ulvshale – øen Nyord.
Selve cykelturen starter i Møns ”hovedstad”, Stege. Vi kører på opdagelse i byen og hører om fortidens sildeeventyr og om nutiden, hvor Møn er blevet en turistmagnet med gallerier, butikker, botanisk have og caféer. Turen fortsætter langs kysten til Ulvshale, hvor jorden aldrig har været opdyrket. Denne halvø er kendt for de mange naturtyper, særegne vækster og rigt fugleliv. Vi hører om udvinding af kugleflint og fredningen til naturnationalpark. Vi cykler videre oven den lille bro til øen Nyord, som er Østdanmarks største rasteplads for ande- og vadefugle. Vi spadserer rundt i den lille Nyord by med den 8-kantede kirke og gårde, der aldrig er flyttet ud. Man bliver uundgåeligt påvirket af byens fred og ro – uden biler! Turlængde: 29 km.
Onsdag: Langs Storstrømmen. Denne dag cykler vi på to herlige ruter i skovene langs Sjællands Sydkyst.
Vi starter ved roklubben i Vordingborg. Byen, hvor Gåsetårnet knejser, er helt omgivet af 3 godser (Rosenfeldt, Iselingen og Marienlyst). Vores tur går langs vandet forbi sidstnævnte gods og videre til Nyråd, der som en lille forstad til Vordingborg ligger godt skjult mellem bakker og småskove. I skoven kikker vi ud over engen ”Blegen”, hvor man tilbage i tiden havde blegeri og linnedfabrik. Guiden beretter om et industrieventyr endda med eksport.
Herefter fortsætter vi til Stensbygård. Vi tager en lille gåtur i ”Kløften”, hvor det brusende vand har skåret sig dybt ned og frembragt en lille og idyllisk V-dal. Vi cykler gennem Stensbyskoven til Petersværft, hvor der er en lille privat havn – et rigtigt ”hyggested” med fredede bygninger! Her var i 17-hundredtallet en værftshavn, hvor man byggede relativt store sejlskibe. Senere under Englandskrigene blev der bygget kanonbåde. Turen tilbage til vores udgangspunkt går via en lille havn med bro til Langø. Inden cykelturen slutter, gør vi et kort besøg ved et bofællesskab med bl.a. et halmhus. Herefter kører tilbage til højskolen.
Torsdag – ”Danmarks fødsel” – Møns Klint og Liselund Slot.
Dagens cykeltur, som er ugens højdepunkt, starter med en svag, men lang stigning op mod Østmøns brede højdedrag. Landskabet er storslået som intet andet sted i Danmark! Vi stiler mod Liselunds nyklassicistiske miniatureslot, der er omgivet af det i Norden bedst bevarede parkanlæg fra Romantikken. Cykelturen fortsætter til Geocenter Møns Klint, hvor vi betragter de spektakulære kridtklinter, som på verdensplan er temmelig enestående! På klintekanten fortæller guiden dels om Danmarks tilblivelse, dels om de mange spændende fossiler, som klinten indeholder. Der afsættes tid – hvis man har lyst – til en tur ned til stranden ad Danmarks længste trappe. Vi cykler sydpå til det smukke område, Busene Have, Høvblege og Kongsbjerg (135 m), som er kendt for mange orkidéer og sjældne sommerfugle, dels gennem. Her hører vi om det oversvømmede fiskerleje fra 16-hundredetallet. Turen tilbage til bilerne går dels forbi de yndige landsbyer, Busene og Mandemarke, der på bedste vis klæder det storslåede istidslandskab. Mætte af indtryk returnerer vi til højskolen sidst på eftermiddagen. Turlængde: 25 km.
Fredag – Skovtårnet – Gisselfeld Slot.
Vi starter ved Skovtårnet i Gisselfeld Klosters Skov og går op i det 45m høje ”Skovtårn”. Vejen op og ned går via 12 cirkler i en storslået konstruktion. Fra toppen (135 m.o.h.) – Sjællands højest tilgængelige punkt – er der en unik udsigt over skoven og store dele af Østsjælland, ja, i klart vejr helt til København. Vel nede igen hopper vi på cyklerne og kører til Gisselfeld Kloster, Villa Galina ved den smukke skovsø. Lidt senere betragter vi den dybe ”Svenskekløften”, hvor de svenske ryttere gemte sig for Svend Gønge. Skoven er karakteristisk med de mange småsøer og tidligere dambrug. Turlængde 22 km.
De guidede ture bliver levende formidlet af Helge Bramsen, der i en årrække har været naturguide for Geocenter Møns Klint. Helge brænder for at præsentere naturen som et lege- og træningsområde med fokus på naturbevidsthed samt at formidle det primitive liv langs de skovklædte kyster via kajak, vandring eller MTB – og gerne med sanghæftet under armen!
Morgensamlinger og foredrag
Inspirationsugen byder naturligvis også på sang og samlinger:
Morgensamlinger og foredrag:
- Idrætshøjskolens historie v/forstander Kenneth Retslov
- Rundvisning i idrætshøjskolens bæredygtige køkkenhave
- Afslapningsøvelser og udstrækning v/kursusleder
- Koordinationstræning v/ DGI underviser Ditte Maria Mors
- Foredrag om japansk kultur og te-ceremonier
- Højskolesang
- Afslutningsaften med fælles hygge, samvær samt præsentation af ugens arbejder