Oplever du fejl? Send os en e-mail

Inspirationsuge 44: Keramik, Efterårsture på cykel eller Trædrejning

I pauserne kan du fx. nyde samværet med andre kursister over en kop kaffe. Du kan også læse avisen eller fordybe dig i et spændende magasin i vores hyggelige opholdsrum. Ændringer kan forekomme.

Lidt om indholdet i din kursusuge

Dagen på ugekurset er delt op på en måde, der giver dig chancen for dels at være sammen med andre, som har præcis samme interesse som dig selv; dels mulighed for også at møde andre kursister, når fællesskabet nydes under måltider, højskolesang og foredrag.

Under de enkelte temaer kan du se det foreløbige program i skemaform.

Sådan vælges de enkelte temaer

Ved tilmelding vælger du hvilket tema, du vil fordybe dig i i løbet af ugen henholdsvis formiddage og eftermiddage. Det fælles højskoleliv morgen og aften kan du blot læne dig tilbage og nyde med dine medkursister.

Tema 1: Keramik - håndbygget keramik og raku

En kort, men intensiv introduktion til keramik og den keramiske proces. Du får mulighed for at få en smagsprøve på, hvad keramik kan tilbyde, mens du lærer nye teknikker og arbejder med inspiration og formgivning. Undervisningen veksler mellem frie og bundne opgaver, hvor du vil få redskaber til at gå fra idé til færdigt resultat.

Gennem ugen vil vi følge leret i alle dets stadier, fra det våde ler til den færdige, brændte keramik. Vi bruger cirka 2,5 dag på arbejde med vådt ler og de sidste to dage på glasering og brænding. Onsdag tager vi en pause fra værkstedet for at tage på udflugt, mens ovnen er i gang.

Undervisningen består af både demonstrationer og vejledning, hvor der også vil være plads til individuel sparring. Vi afslutter ugen med en fælles evaluering og gennemgang af vores resultater, så vi kan lære af hinanden.

På kurset vil du prøve kræfter med fire forskellige håndbygningsteknikker: Kurinuki (japansk skæreteknik), pladeteknik, klemmeteknik og pølseteknik. Hver teknik giver mulighed for at skabe unikke brugs- eller skulpturelle objekter. Du vil også lære om forskellige dekorationsteknikker og glasering, og vi brænder keramikken både i el-ovn til stentøjstemperatur og i raku-ovn udendørs, hvor vi får en tæt oplevelse af brændingsprocessen.

At arbejde med keramik indebærer også et ansvar for ressourceforbrug, både i forhold til mængden af ler og den energi, der bruges til forglødning og glasurbrænding. For at mindske spild genbruger vi overskydende ler og fokuserer på at skabe keramik af høj kvalitet. Vi vurderer løbende de ting, vi producerer, og udvælger kun de bedste værker til brænding. De øvrige ser vi som værdifulde øvelser, der hjælper os med at sikre, at du får smukke og holdbare kreationer med hjem, som du vil glædes over i lang tid.

Mød dine undervisere:

Victoria Grigat

Det var under et højskoleophold i 2019, at Victoria blev fascineret af keramik. Hun blev øjeblikkeligt draget af den intuitive og sanselige tilgang til leret og de objekter, der til sidst skabes. Siden da har hun dedikeret sig til arbejdet med ler.

For Victoria er lerets evne til at indfange hændernes berøring og dets uendelige muligheder noget særligt. Hun er særligt optaget af former og farver, som hun udforsker gennem drejning og pølseteknik. I løbet af sin uddannelse har hun haft primært fokus på at skabe skulpturelle projekter, samtidig med at hun sideløbende har skabt brugsgenstande.

Victoria er uddannet fra Det Kongelige Akademi på Bornholm og arbejder til daglig som drejeunderviser hos Yonobi i København.

Ida Muusmann

Ida mødte keramikken da hun i sin tid selv gik på en højskole. Siden da har Ida eksperimenteret med sit eget keramik i værksteder i henholdvis København og Århus. Idag går Ida på den Frie Lærerskole og har desuden opbygget egen undervisningserfaring fra andre højskoler, hvor hun har undervist i både drejning, håndbyg (fx. pladetektik, pølse teknik og kurinuki) og har også stået for alt raku brænding.

Klik her og se kursusprogrammet

Tema 2: Efterårsture på cykel

Inspirationsugens cykelture er ikke blot god motion, men også næring til herlige naturoplevelser, lokalhistorier, fortælling om flora og fauna og hyggeligt samvær. Vi triller ud på skovveje, åbne markveje og undgår så vidt mulig den værste trafik på asfaltvejene. Alle er velkomne, og der lægges et tempo, hvor alle kan være med. Ligeledes er alle cykeltyper velkomne. Naturligvis gives der mulighed for at forlænge / forkorte ruterne, hvis dette ønskes. Turlængder: 25 – 35 km.

Praktiske oplysninger:

  • Du er selv ansvarlig for din cykels køreklare stand. Ved nedbrud i løbet af kurset kan en MTB lejes af idrætshøjskolen.
  • Transport til ture, som ikke udgår fra idrætshøjskolen sker i private biler eller ved koordineret samkørsel med andre.
  • Husk – cykelhjelm, drikkedunk, vind- og vandtæt tøj samt evt. en lille rygsæk til personlige ting og medbragt frokost, som smøres ved morgenbuffeten.

Dine 5 cykelture:

Mandag – Romantikkens Præstø og Jungshoved – Gøngehøvdingens land. Præstø ligger uendelig smukt ved fjorden. Byens historie går tilbage til den tidlige middelalder; men vi koncentrerer os især om romantikkens tid: Besøg på billedhugger Bertel Thorvaldsens udstilling og et lille visit hos foreningen for Traditionelle Håndværk. Vi laver adskillige stop undervejs på de toppede brosten, hvor vi hører anekdoter fra en svunden tid.  Der fortælles om Antonittermunkenes periode og byens forbindelser med omverdenen. På resten af vores cykeltur inspicerer vi den idylliske halvø Jungshoved, som i en lang periode var Svend Gønges tilholdssted. Vi passerer hans hule i skoven og desuden det lille slotsområde ved Stavreby Kirkehavn. Et besøg med udsigt til øen Maderne og Præstø Fed er absolut også umagen værd. Via små fredelige landsbyer finder vi tilbage til højskolen. Turlængde: 30 km.

 

Tirsdag – Stege by – Naturnationalpark Ulvshale – øen Nyord. Selve cykelturen starter i Møns ”hovedstad”, Stege. Vi kører på opdagelse i byen og hører om fortidens sildeeventyr og om nutiden, hvor Møn er blevet en turistmagnet med gallerier, butikker, botanisk have og caféer. Turen fortsætter langs kysten til Ulvshale, hvor jorden aldrig har været opdyrket. Denne halvø er kendt for de mange naturtyper, særegne vækster og rigt fugleliv. Vi hører om udvinding af kugleflint og fredningen til naturnationalpark. Vi cykler videre oven den lille bro til øen Nyord, som er Østdanmarks største rasteplads for ande- og vadefugle. Vi spadserer rundt i den lille Nyord by med den 8-kantede kirke og gårde, der aldrig er flyttet ud. Man bliver uundgåeligt påvirket af byens fred og ro – uden biler! Turlængde: 29 km

 

Onsdag – Langs Storstrømmen. Denne dag cykler vi på to herlige ruter i skovene langs Sjællands Sydkyst.

    1. Den første tur starter ved roklubben i Vordingborg. Byen, hvor Gåsetårnet knejser, er helt omgivet af 3 godser (Rosenfeldt, Iselingen og Marienlyst). Vores tur går langs vandet forbi sidstnævnte gods og videre til Nyråd, der som en lille forstad til Vordingborg ligger godt skjult mellem bakker og småskove. I skoven kikker vi ud over engen ”Blegen”, hvor man tilbage i tiden havde blegeri og linnedfabrik. Guiden beretter om et industrieventyr endda med eksport. Vi fortsætter forbi Valdemarstenen og retur til udgangspunktet via den nedlagte jernbane (Grisen), der forbandt Vordingborg med Kalvehave. Turlængde: 13 km

 

  1. Transport til Stensbygård.Her starter den anden tur med en gåtur i ”Kløften”, hvor det brusende vand har skåret sig dybt ned og frembragt en lille og idyllisk V-dal. Vi cykler gennem Stensbyskoven til Petersværft, hvor der er en lille privat havn – et rigtigt ”hyggested” med fredede bygninger! Her var i 17-hundredtallet en værftshavn, hvor man byggede relativt store sejlskibe. Senere under Englandskrigene blev der bygget kanonbåde. Turen tilbage til vores udgangspunkt går via en lille havn med bro til Langø. Inden cykelturen slutter, gør vi et kort besøg ved et bofællesskab med bl.a. et halmhus. Turlængde: 13 km

 

Torsdag – ”Danmarks fødsel” – Møns Klint og Liselund Slot. Dagens cykeltur, som er ugens højdepunkt, starter med en svag, men lang stigning op mod Østmøns brede højdedrag. Landskabet er storslået som intet andet sted i Danmark! Vi stiler mod Liselunds nyklassicistiske miniatureslot, der er omgivet af det i Norden bedst bevarede parkanlæg fra Romantikken. Cykelturen fortsætter til Geocenter Møns Klint, hvor vi betragter de spektakulære kridtklinter, som på verdensplan er temmelig enestående! På klintekanten fortæller guiden dels om Danmarks tilblivelse, dels om de mange spændende fossiler, som klinten indeholder. Der afsættes tid – hvis man har lyst – til en tur ned til stranden ad Danmarks længste trappe. Vi cykler sydpå til det smukke område, Busene Have, som er Danmarks sydøsthjørne. Her hører vi om det oversvømmede fiskerleje fra 16-hundredetallet. Turen tilbage til bilerne går dels forbi Høvblege og Kongsbjerg (135 m), som er kendt for mange orkidéer og sjældne sommerfugle, dels gennem de yndige landsbyer, Busene og Mandemarke, der på bedste vis klæder det storslåede istidslandskab. Mætte af indtryk returnerer vi til højskolen sidst på eftermiddagen.Turlængde: 25 km

 

Fredag – Skovtårnet – Gisselfeld Slot – Hesede Skov. Ugens sidste cykeltur starter dog med at op i det 45m høje ”Skovtårnet” i Gisselfeld Klosters Skov. Vejen op og ned går via 12 cirkler i en storslået konstruktion. Fra toppen (135 m.o.h.)  – Sjællands højest tilgængelige punkt – er der en unik udsigt over skoven og store dele af Østsjælland, ja, i klart vejr helt til København. Vel nede igen hopper vi på cyklerne og krydser gennem Denderup Vænge og ind i den tilstødende Hesede Skov. Vi skal ind i Paradishaven, et aboret (forstbotanisk have) oprettet af Gisselfeld Gods. Lidt senere betragter vi den dybe ”Svenskekløften”, hvor de svenske ryttere gemte sig for Svend Gønge. Skoven er karakteristisk med de mange småsøer og tidligere dambrug. Heri er en hel del karper, der kan håndfodres! Uden for skoven nyder vi synet af selve godset med de smukke omgivelser. Gennem herregårdslandskabet og landsbyen Vester Egede går turen tilbage til udgangspunktet. Turlængde: 25 km

Mød din underviser:

De guidede ture bliver levende formidlet af Helge Bramsen, der i en årrække har været naturguide for Geocenter Møns Klint. Helge brænder for at præsentere naturen som et lege- og træningsområde med fokus på naturbevidsthed samt at formidle det primitive liv langs de skovklædte kyster via kajak, vandring eller MTB – og gerne med sanghæftet under armen!

Klik her og se kursusprogrammet

Tema 3: Trædrejning

Det er dejligt at lave spåner på en drejebænk! Højskolekurset i trædrejning henvender sig til begyndere og letøvede. Du vil få indgående kendskab til, hvordan man kan dreje i træ. Du arbejder på drejebænken under kyndig instruktion og frembringer de skønneste figurer, skåle og brugsgenstande.

Under kurset vil vi forsøge at finde tid til at besøge Foreningen af gamle håndværk på Præstø Havn.

Mød din underviser:

Bent Illum er uddannet husflidslærer og sløjdlærer. Han har drejet gennem mange år, og undervist både voksne og børn. Bents store interesse for træ og arbejde i træ har ført ham rundt i forskellige lande til mange spændende oplevelser.

Bent Illum har undervist på kurser og haft udstillinger rundt om i bl.a. Danmark og Skandinavien. Hans egen drejebænk står ikke stille mange måneder om året.

Klik her og se kursusprogrammet

Morgensamlinger og foredrag

Inspirationsugen byder naturligvis også på sang og samlinger: TJEK

Morgensamlinger:

  • Idrætshøjskolens historie v/forstander Kenneth Retslov
  • Keramik i Italien v/ underviser Victoria Grigat
  • Yoga og meditation v/underviser Maya Wermus
  • Afslapningsøvelser og udstrækning v/kursusleder Dorte Palm
  • Besøg i Boseihaven

Foredrag og øvrige aften arrangementer:

  • Højskoleaften med sang v/forstander Kenneth Retslov
  • Foredrag – fra lokale kyster til Canada og den rusisske grænse v/naturfotograf Per Rasmussen
  • Prøv en anden aktvitet fra ugens temaer
  • Foredrag om frivillighed samt fællessang v/naturguide Helge Bramsen
  • Aflsutningsaften med fælles hygge, samvær samt præsentation af ugens arbejder

Halvdagsudflugt med højskolen

Onsdag eftermiddag byder på en halvdags udflugt bestående af en guidet til Præstø, hvor vi følger den lokale guide rundt i Guldalderens Præstø. Vi år på de toppede brosten i den gamle bydel og besøger kirken, som ligger på Klosternakken, hvor Antonitterordenens kloster lå. Efter en kaffepause er der mulighed for at shoppe lidt i Adelgades butikker.

Der bliver dog også mulighed for at følge turen til Foreningen af Traditionelle håndværk, som har værksted i netop Præstø. Vi vender tilbage til højskolen, hvor middagen venter.

 

Priser & praktisk information

Priser 2024

Dobbeltværelse med delte baderum/toiletter på gangen Kr. 4.900,-

Enkeltværelse med delte baderum/toiletter på gangen: Kr. 5.600,-

Dobbeltværelse med bad/toilet på værelset: Kr. 5.600,-

Enkeltværelse med bad/toilet på værelset: Kr. 6.300,-

Dagskursist – uden overnatning på højskolen: Kr. 4.300,-

Indkvartering

Indkvartering på dobbeltværelser og enkeltværelser i henholdsvis stueplan og 1. sal. Toiletter og bruserum findes på gangene

I stueplan er der enkelte værelser med eget bad/toilet.

Sengelinned og 1 stk. håndklæde er incl. i kursusprisen. Medbring evt. ekstra håndklæde – fx til brug i svømmehallen/saunaen.

Ankomst og afrejse

Ankomst: søndag den 27. oktober mellem kl. 15.00 – 16.00.

Afrejse: lørdag den 2. november kl. 09.00 – 10.00.

Højskolens faciliteter

Som idrætshøjskole har vi en masse muligheder for træning; men der findes også en række kreative værksteder, svømmehal, opholdsstue og ikke mindst Bosei Haven, som er en stor del af højskolens bæredygtige profil. Man er velkommen til at kigge ud i alt det grønne.

Bosei Haven, giver dagligt grøntsager til højskolens køkken, og er et samarbejde mellem Idrætshøjskolen Bosei, Rønnede Kro samt michelin restauranten Hotel Frederiksminde. Bosei Haven er desuden blevet til med økonomisk støtte fra Hedeselskabet og med hjælp til etablering af HedeDanmark.

Vi fokuserer på at servere en sund og varieret kost

På Idrætshøjskole Bosei bliver der taget hånd om hele din krop. Det betyder, at vi har udarbejdet en kostpolitik, der drejer sig både om antallet af måltider og uforarbejdede råvarer, men også om kulturen omkring mad.

Hjemrejse – og hva’ så?

Højskolen ligger midt skoven, så allerede når du træder ud, så møder du naturen. Fx kan man gå på opdagelse og se højskoleelevernes projekter omkring ‘Vild med Vilje’ eller tage ud til de mange små skønne strande og øvrige naturperler samt lokale kulinariske og kulturelle spots i området – fx:

GeoCenter Møns Klint

Strandtur til Feddet

Radius Destillery

Vi glæder os til at møde dig

Få ro i sindet og tilmeld dig allerede nu, så din plads er sikret. Vores øvrige kurser er ret populære og udbydes efter først-til-mølle princippet.

Har du spørgsmål? Tilmelding til 2024 er åben