Inspirationsuge 46: keramik, maleri & tryk, trædrejning eller grøn festmad & bagværk
I pauserne kan du fx. nyde samværet med andre kursister over en kop kaffe. Du kan også læse avisen eller fordybe dig i et spændende magasin i vores hyggelige opholdsrum. Ændringer kan forekomme.
Maleri & tryk - kursusprogram Keramik - kursusprogram Trædrejning - kursusprogram Grøn festmad & bagværk - kursusprogram
Lidt om indholdet i din kursusuge
5 dages fordybelse og højskoleglæde!
Dagene på ugekurset er delt op på en måde, der giver dig chancen for dels at være sammen med andre, som har præcis samme interesse som dig selv; dels mulighed for også at møde andre kursister, når fællesskabet nydes under måltider, højskolesang og foredrag.
Under de enkelte temaer kan du se det foreløbige program i skemaform.
Sådan vælges de enkelte temaer
Når du tilmelder dig, vælger du hvilket af de 4 temaer, du vil fordybe dig i. Her arbejder du enten på i værkstederne eller i køkkenet
Det fælles højskoleliv udfoldes morgen og aften med interessante morgensamlinger, fællessang, spisning i spisesalen, foredrag og udflugt.
TEMA 1: Maleri, tryk og eksperimenter på Højskole
Kom som du er, der hvor du er og fordyb dig i en uge i samvær med mennesker, der er optaget af det samme som dig. At male og eksperimentere med tryk, farver og teknikker. Vi skal eksperimentere med maleriets muligheder fra opbygning af maleriets bunde til et færdigt udtryk. Vi arbejder på lærred, papir, falsæskekarton, tetrapak emballage og masonit. Vi arbejder med ekspressive teknikker og med mixed medier i form af akrylmaling, farvekridt, tuscher, gelliplates, sandspartelmasse mv. Vi arbejder med motivets balance mellem det figurative og nonfigurative og vi finder mønstre og former fra natur og kultur.
Hver morgen indledes med introduktion af nye teknikker og inspiration fra kulturens billeder med valgfrie øvelser og ideer til det videre arbejde.
Ugen afsluttes med en lille fernisering og et glas bobler.
Instruktør: Tine Longfors.
TEMA 2: Grøn festmad og bagværk med højskole-twist
Kom på højskole og få inspiration til at lave grøn festmad og lækkert bagværk med fokus på bæredygtighed, økologi og plantebaseret kost. Kurset er tilrettelagt med kreativitet, fællesskab og gastronomisk nysgerrighed i centrum.
Kursusindhold:
- Introduktion til grøn madlavning:
- Grundlæggende viden om plantebaserede råvarer, sæsonens grøntsager, bælgfrugter og fuldkorn.
- Bæredygtighedsprincipper og hvordan man skaber festlige, farverige og velsmagende retter uden kød.
- Festlige forretter og snacks:
- Lær at lave små, elegante forretter som grøntsagstatar, plantebaserede tapenade og forskellige dips.
- Fokus på æstetik og smag for at imponere gæster til festlige lejligheder.
- Hovedretter og buffet-ideer:
- Skab grønne festmåltider med fokus på mættende, smagfulde hovedretter.
- Eksempler kunne være fyldte grøntsager, grøntsagslasagne, tærter og grillet grønt.
- Tips til, hvordan man laver en grøn buffet, hvor både smag, konsistens og farver spiller sammen.
- Surdej og desserter:
- Surdejsbrød, boller, og spændende kager
- Kurset er for alle madinteresserede, uanset tidligere erfaring. Det henvender sig især til dem, der vil lære at lave festmad, der er sund, bæredygtig og grøntsagsbaseret.
Underviserne er alle kokke på Idrætshøjskolen Bosei til daglig
- Pia Prehn, køkkenchef og mangeårig selvstændig indehaver af Piaprehncatering.dk, som har leveret økologisk mad til et utal af fester. Har gennemfok en omstilling af højskolens køkken, så den nu har en stræk grøn profil.
- Jimmy Thomsen, tidligere kok på Restaurant Babette, passioneret madkunstner
- Mette Knøsgaard er tidligere dessertkok på Geranium og elsker at lave kager
TEMA 3: keramik
En kort, men intensiv introduktion til keramik og den keramiske proces. Du får mulighed for at få en smagsprøve på, hvad keramik kan tilbyde, mens du lærer nye teknikker og arbejder med inspiration og formgivning. Undervisningen veksler mellem frie og bundne opgaver, hvor du vil få redskaber til at gå fra idé til færdigt resultat.
Gennem ugen vil vi følge leret i alle dets stadier, fra det våde ler til den færdige, brændte keramik. Vi bruger cirka 2,5 dag på arbejde med vådt ler og de sidste dage på glasering og brænding. Onsdag tager vi en pause fra værkstedet for at tage på udflugt, mens ovnen er i gang.
Undervisningen består af både demonstrationer og vejledning, hvor der også vil være plads til individuel sparring. Vi afslutter ugen med en fælles evaluering og gennemgang af vores resultater, så vi kan lære af hinanden.
På kurset vil du prøve kræfter med fire forskellige håndbygningsteknikker: Kurinuki (japansk skæreteknik), pladeteknik, klemmeteknik og pølseteknik. Hver teknik giver mulighed for at skabe unikke brugs- eller skulpturelle objekter. Du vil også lære om forskellige dekorationsteknikker og glasering, og vi brænder keramikken både i el-ovn til stentøjstemperatur og i raku-ovn udendørs, hvor vi får en tæt oplevelse af brændingsprocessen.
At arbejde med keramik indebærer også et ansvar for ressourceforbrug, både i forhold til mængden af ler og den energi, der bruges til forglødning og glasurbrænding. For at mindske spild genbruger vi overskydende ler og fokuserer på at skabe keramik af høj kvalitet. Vi vurderer løbende de ting, vi producerer, og udvælger kun de bedste værker til brænding. De øvrige ser vi som værdifulde øvelser, der hjælper os med at sikre, at du får smukke og holdbare kreationer med hjem, som du vil glædes over i lang tid.
Mød dine undervisere:
Victoria Grigat
Victoria er optaget af den intuitive og sanselige tilgang til leret og de objekter, der til sidst skabes. Det var under et højskoleophold i 2019, at Victoria blev fascineret af keramik, og siden da har hun været dedikeret sig til arbejdet med ler.
For Victoria er lerets evne til at indfange hændernes berøring og dets uendelige muligheder noget særligt. Hun er særligt optaget af former og farver, som hun udforsker gennem drejning og pølseteknik. I løbet af sin uddannelse har hun haft primært fokus på at skabe skulpturelle projekter, samtidig med at hun sideløbende har skabt brugsgenstande.
Victoria er uddannet fra Det Kongelige Akademi på Bornholm og arbejder til daglig som drejeunderviser hos Yonobi i København.
Ida Muusmann
Ida er også rundet af højskoleverdenen. Ida har eksperimenteret med sit eget keramik i værksteder i henholdsvis København og Århus. I dag går Ida på den Frie Lærerskole og har desuden opbygget egen undervisningserfaring fra andre højskoler, hvor hun har undervist i både drejning, håndbyg (fx. pladetektik, pølse teknik og kurinuki) og har også stået for alt indenfor raku brænding.
TEMA 4: Trædrejning
Det er dejligt at lave spåner på en drejebænk! Højskolekurset i trædrejning henvender sig til begyndere og letøvede. Du vil få indgående kendskab til, hvordan man kan dreje i træ. Du arbejder på drejebænken under kyndig instruktion og frembringer de skønneste figurer, skåle og brugsgenstande.
Introduktion til materialer og værktøj: Du kommer til at arbejde med forskellige træsorter og får kendskab til de forskellige typer værktøj, der bruges i trædrejning – herunder drejebænken, forskellige håndværktøjer og slibning af værktøj.
Teknikker: Kurset dækker forskellige drejningsteknikker, f.eks. langsdrejning (til ting som ben, stager og forskellige dyr), tværsdrejning (til skåle, tallerkener og fade) og endetræsdrejning (til dåser, krus, små fade) Du vil også lære om værktøjets vinkler, god skærimg i træet, hvordan du opnår en jævn overflade og forskellige overfladebehandlinger.
Personligt projekt: Kurset give dig mulighed for at arbejde på personlige projekter, hvor du kommer til at arbejde med alt fra skåle, lysestager til mere komplekse drejede figurer. Dette giver plads til både kreativitet og praktisk anvendelse af de lærte teknikker.
Sikkerhed: Trædrejning involverer maskiner og skarpe værktøjer, så der vil være et stort fokus på sikkerhed og korrekt brug af udstyret for at undgå skader.
Individuel vejledning: Kurserne er ofte små, så underviserne kan give individuel vejledning og feedback. Dette gør det lettere at udvikle sine færdigheder i eget tempo, hvad enten du er nybegynder eller har erfaring.
Materialer: Højskolen stiller materialer til rådighed, så du kan koncentrere dig om at lære teknikkerne uden at bekymre dig om at skaffe træ eller værktøj.
Under kurset besøger vi også Foreningen af gamle håndværk på Præstø Havn, hvor vi vil få en rundvisning og tale med de frivillige, der blandt andet bygger både.
Morgensamlinger og foredrag
Inspirationsugen byder naturligvis også på sang og samlinger:
Morgensamlinger:
- Idrætshøjskolens historie v/forstander Kenneth Retslov
- Rundvisning i idrætshøjskolens bæredygtige køkkenhave
- Afslapningsøvelser og udstrækning v/kursusleder Dorte Palm
- Foredrag om japansk kultur
- Højskolesang
- Afslutning med fælles hygge
Halvdagsudflugt med højskolen
Onsdag eftermiddag byder på en halvdags udflugt: vi går mod godset Nysø, hvor der er en lille samling af Thorvaldsens gipsafstøbninger og skitser. Guldalderens kendte kunstnere tilbragte tid på Nysø hos grevinde Stampe. Herefter vandrer vi mod Præstø, hvor vi følger den lokale guide rundt i Guldalderens Præstø. Vi går på de toppede brosten i den gamle bydel og besøger kirken, som ligger på Klosternakken, hvor Antonitter-ordenens kloster lå. Efter en kaffepause er der mulighed for at shoppe lidt i Adelgades butikker. Vi vender tilbage til højskolen, hvor middagen venter.