Inspirationsuge 45 - Filmens verden - fra idé til det store lærred | Langsomme sting | Yoga og højskole

Filmens verden - fra idé til det store lærred

Vi har fået en ganske særlig mulighed: En af Nordens mest erfarne filmproducere, Lars Bredo Rahbek, er bosat lige her i Præstø – og nu åbner han døren ind til filmens fascinerende univers på Idrætshøjskolen Bosei.

Lars har i flere årtier stået bag en række markante spillefilm, blandt andre Flammen & Citronen, Margrete den Første, Pagten, I lossens time, Steppeulven, Superclásico, En Soap, Det som ingen ved, Tordenskjold & Kold og den kommende No Rest for the Wicked – den første danske film optaget på Færøerne siden Nils Malmros’ Barbara (1997), med premiere i foråret 2026. Til april går han desuden i optagelse på filmatiseringen af Jette A. Kaarsbøls bestseller Den lukkede bog, instrueret af Charlotte Sieling.

På kurset deler Lars ud af sine erfaringer – fra de første spæde idéer og manuskriptet på skrivebordet, til optagelser, klipning og premieren på det store lærred. Undervejs ser vi klip fra hans film, hører anekdoter fra produktionen og diskuterer de kunstneriske, økonomiske og menneskelige valg, der former en film.

Et kursus for alle med kærlighed til film – uanset om du er nysgerrig filmelsker, spirende manuskriptforfatter eller bare vil opleve magien bag kameraet.

I løbet af opholdet oplever du også alt det, der ellers hører til et godt højskoleophold, dvs. hyggeligt samvær med andre kursister, fællessang, træning, spændende foredrag og en tur ud af huset. Vi nyder, at vores højskole ligger midt i den sydsjællandske natur, og i løbet af dit ophold vil der være rig mulighed for at spadsere ture i den omkringliggende skove, nær sø og fjord samt i vores skønne grønne arealer på skolens område.

Mød underviseren:

Lars Bredo Rahbek er en af Nordens mest erfarne filmproducere med flere årtiers virke i dansk film. Han har stået bag markante spillefilm som Flammen & Citronen, Margrete den Første, Pagten og I lossens time og arbejder i øjeblikket på filmatiseringen af Jette A. Kaarsbøls bestseller Den lukkede bog. I 2026 er han aktuel med No Rest for the Wicked – den første danske film optaget på Færøerne siden Barbara. Lars er bosat i Præstø og brænder for at dele sin erfaring med både filmelskere og nye generationer af historiefortællere.

Langsomme sting

Kursusbeskrivelse er på vej…

Kontakt evt. Anne Mette Liedecke Dall på Idrætshøjskolen Bosei for mere info.

Yoga og højskole

Uanset om du i forvejen har yoga og mindfulness i din hverdag, eller det er en ny verden for dig, er du velkommen på dette kursus, hvor vi skal have yoga og mindfulness mere ind under huden.

Du kommer til at møde yoga og mindfulness i praksis og vil kunne mærke efter, hvad der virker for dig og finde ud af, hvordan du kan bruge det, du lærer, udenfor yogamåtten.

Derudover kommer du selvfølgelig også til at opleve, hvad et klassisk højskoleophold ellers har at byde på med hyggeligt samvær med andre kursister, lækker mad, spændende foredrag, fællessang, træning og vores skønne omkringliggende natur.

Mød underviseren:

Diana Due har været tilknyttet Idrætshøjskolen Bosei i flere sæsoner. Diana er international advanced certificeret yogaunderviser med titel CYT500. Diana er uddannet både inden for Vinyasa, Hatha, Yin og Restorative yoga og har 12 års erfaring som underviser. Med en sundhedsfaglig baggrund som underviser har Diana også en stor interesse for og viden om yoga og mental velvære samt troen på at forene det indre selv med den fysiske krop. Derfor inkluderer Diana også altid meditation og åndedrætsøvelser for at finde optimal balance og harmoni.

DET DER PLEJER AT STÅ MED SMÅT

Priser & praktisk information

Dansk Idrætshøjskole – japansk twist

Idrætshøjskolen Bosei har tidligere været en japansk kostskole, bygget af japanerne for ca. 35 år siden. Idag er vi en klassisk dansk idrætshøjskole, men med et japansk twist, som man ikke finder andre steder.

Idrætshøjskolen ligger i smukke omgivelser i Faksinge skov tæt på Præstø by og fjord. Det betyder for de morgenfriske, at man, foruden en svømmetur i vores smukke svømmehal med naturkig, har mulighed for at vælge en frisk gå- eller løbetur i skoven.

Hvis man er mere gangbesværet, så har vi elevator, ramper og platformlifte, så du kan komme rundt til aktiviteterne på selve skolen.

 

Som kursist på Idrætshøjskolen Bosei bliver du en del af en aktiv højskole med ca. 90-100 unge mennesker samt 35 ansatte, der arbejder for at skabe uforglemmelige minder i de fantastiske rammer, og hvor glæde og energi er en del af stemningen.

Ikigai er et japansk udtryk, som bedst oversættes med ”det der giver livet mening”… Begrebet stammer fra øen Okinawa, som i øvrigt er det sted i verden, hvor der bor flest mennesker på over 100 år. Alle mennesker har deres egen ikigai, som naturligt ændrer sig i takt med livets faser. Hvert af vore højskolekursuser har sit eget fokus med forsøg på at skabe glæde og inspiration til livet.

Priser 2026

Dobbeltværelse med delte baderum/toiletter på gangen Kr. 4.950,- pr. person

Enkeltværelse med delte baderum/toiletter på gangen: Kr. 5.750,-

Dobbeltværelse med bad/toilet på værelset: Kr. 5.750,- pr. person

Enkeltværelse med bad/toilet på værelset: Kr. 6.550,-

Dagskursist – uden overnatning på højskolen: Kr. 4.550,-

Indkvartering

Indkvartering på dobbeltværelser og enkeltværelser i henholdsvis stueplan og 1. sal. Toiletter og bruserum findes på gangene

I stueplan er der enkelte værelser med eget bad/toilet.

Sengelinned og 1 stk. håndklæde er incl. i kursusprisen. Medbring evt. ekstra håndklæde – fx til brug i svømmehallen/saunaen.

Ankomst og afrejse

Ankomst sker mandag i kursusugen.

Afrejse sker fredag i kursusugen.

Se reelt ugeprogram for detaljeret information.

Ankommer man i elbil – kan denne lades på højskolen.

Der er busstop ca. 800 meter fra højskolen.

Lidt om indholdet i din kursusuge

5 dages fordybelse og højskoleglæde!

Dagene på ugekurset er delt op på en måde, der giver dig chancen for dels at være sammen med andre, som har præcis samme interesse som dig selv; dels mulighed for også at møde andre kursister, når fællesskabet nydes under måltider, højskolesang og foredrag.

 

Sådan vælges de enkelte temaer

Hvis kursusugen består af flere temaer, så vælger du ved tilmedling hvilket af de enkelte temaer, du vil fordybe dig i.

I pauserne kan du fx. nyde samværet med andre kursister over en kop kaffe. Du kan også læse avisen eller fordybe dig i et spændende magasin i vores hyggelige opholdsrum.

Højskolens faciliteter

Som idrætshøjskole har vi en masse muligheder for træning; men der findes også en række kreative værksteder, svømmehal, opholdsstue og ikke mindst Bosei Haven, som er en stor del af højskolens bæredygtige profil. Man er velkommen til at kigge ud i alt det grønne.

Bosei Haven, giver dagligt grøntsager til højskolens køkken, og er et samarbejde mellem Idrætshøjskolen Bosei, Rønnede Kro samt michelin restauranten Hotel Frederiksminde. Bosei Haven er desuden blevet til med økonomisk støtte fra Hedeselskabet og med hjælp til etablering af HedeDanmark.

Vi fokuserer på at servere en sund og varieret kost

På Idrætshøjskole Bosei bliver der taget hånd om hele din krop. Det betyder, at vi har udarbejdet en kostpolitik, der drejer sig både om antallet af måltider og uforarbejdede råvarer, men også om kulturen omkring mad.

  • Vi laver maden med tanke på kostrådene.
  • Via Bosei Haven producerer vi selv økologiske grønstsager til eget køkken – og den lokale Michelin restaurant Hotel Frederiksminde
  • Vi sikrer variation i maden ved at tage kursister, elever og personalet med på råd, når maden skal planlægges.
  • Der er en vegetardag om ugen.
  • Vi serverer tre måltider om dagen. Derudover er der frugt og grovboller om eftermiddagen.

Vores krav til de råvarer vi bruger

  • Vi bruger primært kun friske og uforarbejdede råvarer. Det er kun ærter og majs, vi køber fra frost.
  • Vi bager vores eget rugbrød, franskbrød og morgengrovboller.
  • Derudover fremstiller vi vores egen marmelade og müsli.

Hensyn og service

  • Vi vil gerne have forslag til mad fra kursister og elever. Det gør det mere spændende at lave mad til dem.
  • Vi tager hensyn til allergi og sygdom.
  • Vi tager hensyn til vegetarer.
  • Vi tager hensyn til trosbetingede kostvaner.

Hjemrejse – og hva’ så?

Højskolen ligger midt skoven, så allerede når du træder ud, så møder du naturen. Fx kan man gå på opdagelse og se højskoleelevernes projekter omkring ‘Vild med Vilje’ eller tage ud til de mange små skønne strande og øvrige naturperler samt lokale kulinariske og kulturelle spots i området – fx:

GeoCenter Møns Klint

Strandtur til Feddet

Radius Destillery

Vi glæder os til at møde dig

Få ro i sindet og tilmeld dig allerede nu, så din plads er sikret. Vores korte ugekurser er ret populære og udbydes efter først-til-mølle princippet.

Har du spørgsmål? Tilmelding til 2026 er åben