Inspirationsuge 8 - Yoga og højskole | trædrejning | Færørsk mønsterstrik og alternative strikkestile | Venskaber i litteraturen

Yoga og højskole

Uanset om du i forvejen har yoga og mindfulness i din hverdag, eller det er en ny verden for dig, er du velkommen på dette kursus, hvor vi skal have yoga og mindfulness mere ind under huden.

Du kommer til at møde yoga og mindfulness i praksis og vil kunne mærke efter, hvad der virker for dig og finde ud af, hvordan du kan bruge det, du lærer, udenfor yogamåtten.

Derudover kommer du selvfølgelig også til at opleve, hvad et klassisk højskoleophold ellers har at byde på med hyggeligt samvær med andre kursister, lækker mad, spændende foredrag, fællessang, træning og vores skønne omkringliggende natur.

Mød underviseren:

Diana Due har været tilknyttet Idrætshøjskolen Bosei i flere sæsoner. Diana er international advanced certificeret yogaunderviser med titel CYT500. Diana er uddannet både inden for Vinyasa, Hatha, Yin og Restorative yoga og har 12 års erfaring som underviser. Med en sundhedsfaglig baggrund som underviser har Diana også en stor interesse for og viden om yoga og mental velvære samt troen på at forene det indre selv med den fysiske krop. Derfor inkluderer Diana også altid meditation og åndedrætsøvelser for at finde optimal balance og harmoni.

Trædrejning

Det er dejligt at lave spåner på en drejebænk! Højskolekurset i trædrejning henvender sig til begyndere og letøvede. Du vil få indgående kendskab til, hvordan man kan dreje i træ. Du arbejder på drejebænken under kyndig instruktion og frembringer de skønneste figurer, skåle og brugsgenstande.

Introduktion til materialer og værktøj: Du kommer til at arbejde med forskellige træsorter og får kendskab til de forskellige typer værktøj, der bruges i trædrejning, herunder drejebænken, forskellige håndværktøjer og slibning af værktøj.

Teknikker: Kurset dækker forskellige drejningsteknikker fx langsdrejning (til ting som ben, stager og forskellige dyr), tværsdrejning (til skåle, tallerkener og fade) og endetræsdrejning (til dåser, krus, små fade). Du vil også lære om værktøjets vinkler, god skærimg i træet, hvordan du opnår en jævn overflade og forskellige overfladebehandlinger.

Personligt projekt: Kurset give dig mulighed for at arbejde på personlige projekter, hvor du kommer til at arbejde med alt fra skåle, lysestager til mere komplekse drejede figurer. Dette giver plads til både kreativitet og praktisk anvendelse af de lærte teknikker.

Sikkerhed: Trædrejning involverer maskiner og skarpe værktøjer, så der vil være et stort fokus på sikkerhed og korrekt brug af udstyret for at undgå skader.

Individuel vejledning: Kurserne er ofte små, så underviserne kan give individuel vejledning og feedback. Dette gør det lettere at udvikle sine færdigheder i eget tempo, hvad enten du er nybegynder eller har erfaring.

Materialer: Højskolen stiller materialer til rådighed, så du kan koncentrere dig om at lære teknikkerne uden at bekymre dig om at skaffe træ eller værktøj.

Under kurset besøger vi også Foreningen af gamle håndværk på Præstø Havn, hvor vi vil få en rundvisning og tale med de frivillige, der blandt andet bygger både. Derudover vil du i løbet af opholdet opleve alt det andet, der også hører til et klassisk højskoleophold; hyggeligt samvær med andre kursister, fællessang, lækker mad fra vores køkken, spændende foredrag, træning og mulighed for at spadsere ture i den omkringliggende natur ved skov og vand.

Mød underviseren:

Bent Illum er en ildsjæl, når det kommer til arbejdet med trædrejning. Bent har undervist i træ i mange år og sætter en stor ære i at give en seriøs og grundig indføring og vejledning i at arbejde med træet som materiale.

Færøsk mønsterstrik og alternative strikkestile

På dette strikkekursus får du mulighed for at kaste dig ud i forskellige spændende eksperimenter.

I de to første dage skal vi arbejde med 100 år gamle smukke færøske mønstre og inspireres af den spændende færøske strikkekultur.  Med udgangspunkt i den velbevarede kulturskat skal vi tegne mønstre, og ved at forstørre, formindske, forskyde eller mikse mønstrene, vil vi gøre dem til vores egne unikke mønstre og skabe vores helt eget udtryk. Når vi arbejder med færøsk strik, får du mulighed for at lære:

  • at strikke med garnet i højre hånd – en god teknik til mønsterstrik
  • at beregne mønster, så maskerne passer til formålet
  • at lave ladderback for at undgå lange flotteringer
  • om den dominante tråd – hvordan bundfarven og mønsterfarven holdes

Materialer til færøsk mønsterstrik: Medbring garnrester, pinde og farveblyanter.

I de tre sidste dage skal vi fordybe os i alternative strikketeknikker og uldnørderier med ro, flow og fællesskab. Vi skal fordybe os i endnu flere måder at strikke på, og vi får viden om og eksperimenterer med uld. Vi har fokus på komfort og fordybelse og inddrager viden fra craft-psykologi. Vi kommer omkring flere strikkestile, bl.a. den portugisiske vrang, som gør vrangstrik – også med flere farver – til en leg. Vi arbejder med større bevægelser og zoomer også helt fokuseret ind på variationer i håndstillinger og teknikker, der har betydning for din strikkekomfort og din striks udtryk.  Du kan ved brug af de forskellige metoder aflaste ømme steder (f.eks. er portugisisk vrang helt uden håndledsvrid) og variere din strik fx i forhold til, hvor meget du bruger hver hånd. Vi ser også på, hvordan du kan afhjælpe fx løsere vrangmasker og stramstrik.

Det er sjovt og udfordrende at bryde med den vante og automatiserede strikkestil, og at mestre flere måder at strikke på giver mange nye muligheder – både til strik med en og to farver.

Vi runder også bæredygtighed og naturens materialer, som du vil få mere viden om, ligesom du vil få mulighed for at afprøve forskellige materialer.

Materialer til alternative strikkestile: Medbring gerne selv pinde og garn, som du har lyst til at bruge. Der vil også være garn og pinde til rådighed, som du kan strikke og øve med. Til den portugisiske vrang skal du bruge kiltnåle – de vil kunne købes på kurset. Som deltager på kurset har du også mulighed for at købe garn og pinde til en særlig kursuspris.

Mød underviserne:

Gudrun Hedinsdottir er født og opvokset på Færøerne i et hjem med pinde. Gudrun er uddannet lærer med linjefag i håndværk og design og har undervist i den danske folkeskole i knap 30 år. Derudover har hun studeret strikdesign, håndværk og formidling på Københavns Professionshøjskole. Hun er optaget af alle de flotte mønstre og designs, som har deres udspring i færøsk strikkekultur.

Elsebeth Fjord Pedersen lærte som barn håndstrik af sin farmor og strikker både i hånden og på maskine. Fordybelse, flow og meningsfuld selvforglemmelse er nøgleord for Elsebeth, når det handler om strik, ligesom hun også har en interesse for bæredygtighed i strik. Elsebeth er uddannet folkeskolelærer, har en kandidat i pædagogisk sociologi og er også uddannet i craft-psykologi; aspekter, som hun har med i arbejdet med strik. Til daglig driver Elsebeth virksomheden Sart strik.

Venskaber i litteraturen

Kursusbeskrivelse er på vej…

Kontakt evt. Anne Mette Liedecke Dall på Idrætshøjskolen Bosei for mere info.

DET DER PLEJER AT STÅ MED SMÅT

Priser & praktisk information

Dansk Idrætshøjskole – japansk twist

Idrætshøjskolen Bosei har tidligere været en japansk kostskole, bygget af japanerne for ca. 35 år siden. Idag er vi en klassisk dansk idrætshøjskole, men med et japansk twist, som man ikke finder andre steder.

Idrætshøjskolen ligger i smukke omgivelser i Faksinge skov tæt på Præstø by og fjord. Det betyder for de morgenfriske, at man, foruden en svømmetur i vores smukke svømmehal med naturkig, har mulighed for at vælge en frisk gå- eller løbetur i skoven.

Hvis man er mere gangbesværet, så har vi elevator, ramper og platformlifte, så du kan komme rundt til aktiviteterne på selve skolen.

 

Som kursist på Idrætshøjskolen Bosei bliver du en del af en aktiv højskole med ca. 90-100 unge mennesker samt 35 ansatte, der arbejder for at skabe uforglemmelige minder i de fantastiske rammer, og hvor glæde og energi er en del af stemningen.

Ikigai er et japansk udtryk, som bedst oversættes med ”det der giver livet mening”… Begrebet stammer fra øen Okinawa, som i øvrigt er det sted i verden, hvor der bor flest mennesker på over 100 år. Alle mennesker har deres egen ikigai, som naturligt ændrer sig i takt med livets faser. Hvert af vore højskolekursuser har sit eget fokus med forsøg på at skabe glæde og inspiration til livet.

Priser 2026

Dobbeltværelse med delte baderum/toiletter på gangen Kr. 4.950,- pr. person

Enkeltværelse med delte baderum/toiletter på gangen: Kr. 5.750,-

Dobbeltværelse med bad/toilet på værelset: Kr. 5.750,- pr. person

Enkeltværelse med bad/toilet på værelset: Kr. 6.550,-

Dagskursist – uden overnatning på højskolen: Kr. 4.550,-

Indkvartering

Indkvartering på dobbeltværelser og enkeltværelser i henholdsvis stueplan og 1. sal. Toiletter og bruserum findes på gangene

I stueplan er der enkelte værelser med eget bad/toilet.

Sengelinned og 1 stk. håndklæde er incl. i kursusprisen. Medbring evt. ekstra håndklæde – fx til brug i svømmehallen/saunaen.

Ankomst og afrejse

Ankomst sker mandag i kursusugen.

Afrejse sker fredag i kursusugen.

Se reelt ugeprogram for detaljeret information.

Ankommer man i elbil – kan denne lades på højskolen.

Der er busstop ca. 800 meter fra højskolen.

Lidt om indholdet i din kursusuge

5 dages fordybelse og højskoleglæde!

Dagene på ugekurset er delt op på en måde, der giver dig chancen for dels at være sammen med andre, som har præcis samme interesse som dig selv; dels mulighed for også at møde andre kursister, når fællesskabet nydes under måltider, højskolesang og foredrag.

 

Sådan vælges de enkelte temaer

Hvis kursusugen består af flere temaer, så vælger du ved tilmedling hvilket af de enkelte temaer, du vil fordybe dig i.

I pauserne kan du fx. nyde samværet med andre kursister over en kop kaffe. Du kan også læse avisen eller fordybe dig i et spændende magasin i vores hyggelige opholdsrum.

Højskolens faciliteter

Som idrætshøjskole har vi en masse muligheder for træning; men der findes også en række kreative værksteder, svømmehal, opholdsstue og ikke mindst Bosei Haven, som er en stor del af højskolens bæredygtige profil. Man er velkommen til at kigge ud i alt det grønne.

Bosei Haven, giver dagligt grøntsager til højskolens køkken, og er et samarbejde mellem Idrætshøjskolen Bosei, Rønnede Kro samt michelin restauranten Hotel Frederiksminde. Bosei Haven er desuden blevet til med økonomisk støtte fra Hedeselskabet og med hjælp til etablering af HedeDanmark.

Vi fokuserer på at servere en sund og varieret kost

På Idrætshøjskole Bosei bliver der taget hånd om hele din krop. Det betyder, at vi har udarbejdet en kostpolitik, der drejer sig både om antallet af måltider og uforarbejdede råvarer, men også om kulturen omkring mad.

  • Vi laver maden med tanke på kostrådene.
  • Via Bosei Haven producerer vi selv økologiske grønstsager til eget køkken – og den lokale Michelin restaurant Hotel Frederiksminde
  • Vi sikrer variation i maden ved at tage kursister, elever og personalet med på råd, når maden skal planlægges.
  • Der er en vegetardag om ugen.
  • Vi serverer tre måltider om dagen. Derudover er der frugt og grovboller om eftermiddagen.

Vores krav til de råvarer vi bruger

  • Vi bruger primært kun friske og uforarbejdede råvarer. Det er kun ærter og majs, vi køber fra frost.
  • Vi bager vores eget rugbrød, franskbrød og morgengrovboller.
  • Derudover fremstiller vi vores egen marmelade og müsli.

Hensyn og service

  • Vi vil gerne have forslag til mad fra kursister og elever. Det gør det mere spændende at lave mad til dem.
  • Vi tager hensyn til allergi og sygdom.
  • Vi tager hensyn til vegetarer.
  • Vi tager hensyn til trosbetingede kostvaner.

Hjemrejse – og hva’ så?

Højskolen ligger midt skoven, så allerede når du træder ud, så møder du naturen. Fx kan man gå på opdagelse og se højskoleelevernes projekter omkring ‘Vild med Vilje’ eller tage ud til de mange små skønne strande og øvrige naturperler samt lokale kulinariske og kulturelle spots i området – fx:

GeoCenter Møns Klint

Strandtur til Feddet

Radius Destillery

Vi glæder os til at møde dig

Få ro i sindet og tilmeld dig allerede nu, så din plads er sikret. Vores korte ugekurser er ret populære og udbydes efter først-til-mølle princippet.

Har du spørgsmål? Tilmelding til 2026 er åben