Oplever du fejl? Send os en e-mail

Mindeord – Thor Rasmussen

Puliceret af Carsten Petersen | D. 9. august 2023 | I

Det er med meget stor sorg, at vi her på Idrætshøjskolen Bosei modtog meddelelsen om, at Thor Rasmussen er afgået ved døden d. 21. juni 2023.

Thor var et kendt navn i den danske judo-verden. Han har studeret på det Internationale Budo Universitet i Chiba, Japan og blandt andet derfor, passede han så godt ind som underviser på Bosei, hvor Thor igennem de seneste 12 år havde fagene judo, japansk kalligrafi, selvforsvar og impro teater samt en aktiv personlighed i højskolelivet.

Thor, der selv var 4. dan i judo, var igennem en årrække tilknyttet det danske ungdomslandshold som træner. Ad den vej hentede Thor flere unge danske EM, VM og OL deltagere til idrætshøjskolen for at gæstetræne og holde foredrag for højskoleeleverne, som derved fik en indsigt i et andet ungdomsliv end deres eget.

Thor var igennem sit alt for korte liv præget af den respektfulde filosofi, som Judoens grundlægger, Jigoro Kano, selv levede efter. Måske netop derfor var Thor en meget vellidt person både blandt sine kollegaer og højskoleleverne. Han var altid garant for spændende og lærerige samtaler blandt andet om budo, kampkunst, sportsmanship, naturen og ikke mindst soul musik, som lå Thors hjerte meget nær.

Til højskolesamlingerne kunne man altid mærke Thors varme stemme, når de danske sangtekster såvel som internationale hits blev sunget fra højskolesangenbogen. Thors egen favorit var #474 ”Jeg drømte om atten svaner i nat”.

Thor var både et reflekterende, vidende og legende menneske. Hans undervisning var sjældent idéforladt. Fx når han tilbyd eleverne at prøve ’kedelig’ kalligrafi, som Thor lattermildt selv beskrev sit eget fag; med slet skjult hentydning til, hvor vigtig fordybelse faktisk er.

Thor var aldrig bleg for at improvisere eller træde frem fx som Melodi Gran Prix-vært til introuger, som frontfigur for fælles disco dans eller til højskolens afsluttende lærerunderholdning for eleverne, hvor han i virkeligheden kunne have spillet alle rollerne. Thor kunne trække den finurligt og humoristisk til – og ud over kanten med sine utroligt sjove og humoristiske, spontane indslag. Vi andre var statister, når Thor først var på. Et helt særlig og umiddelbart talent. Til den sidste afsked med eleverne hvert semester havde Thor naturligvis altid lavet en Absolute Let’s Sadness playliste.

Thor Rasmussen blev kun 45 år gammel og efterlader et stort tomrum i højskolens dagligdag.

Æret være Thors minde

På vegne af Idrætshøjskolen Bosei
Kenneth Retslov, forstander

Dansk idrætshøjskole. Med et japansk twist.

De indbydende lokaler, overraskende rum, lækre sportsfaciliteter, de smukke omgivelser og den helt særlige stemning opleves bare bedst 'live'. Vi vil derfor gerne invitere dig på besøg til en rundvisning og en lækker frokost.

Se dine muligheder, få svar på dine spørgsmål - og ikke mindst mulighed for at sikre DIN plads på et af de kommende semestre.

Rundvisningen er dog helt uforpligtende og vi betaler selvfølgelig gerne dine udgifter til transport.

Vi glæder os til at møde dig!

Book en rundvisning Tilmeld dig et ophold