Ny elbil
På Bosei satser vi stadig mere på grøn energi, og nu kan elever og lærere også tage på tur i vores nye Nissan minibus.
Købet af en ny el-minibus var et logisk skridt i en større omstilling mod mere bæredygtighed på Bosei. De seneste år har vi blandt andet investeret i omfattende energioptimeringer af vores faciliteter, som for eksempel svømmehallen, og vi er i øjeblikket ved at få lavet et stort solcelleanlæg, der skal dække op mod 40% af vores elforbrug.
Da vores gamle, grønne Volkswagen tidligere på året efter mange års tro tjeneste ikke kunne mere, og der skulle indkøbes ny minibus, var der derfor ingen tvivl om, at det skulle være el. Og vi er selvfølgelig ekstra glade for, at det bedste valg så ud til at være en “japaner”. Der er både plads til syv personer og en masse grej og materialer i bagagerummet.
Bilen skal hovedsageligt bruges til kortere ture til f.eks. sportsfaciliteter i området. Men en lille gruppe lærere og elever vil til efteråret også teste den på længere strækninger, når de tager på rundrejse i Nordeuropa.
Der er også godt nyt til vores konferencegæster og andre besøgende på skolen. Vi er nemlig ved at opsætte ekstra ladestandere på parkeringspladsen, så man kan komme frem og tilbage i elbil uden besvær.