Strik - rundt om uld og strik med fokus på bæredygtighed - uge 43
Strik - rundt om uld og strik med fokus på bæredygtighed
Strik – rundt om uld og strik med fokus på bæredygtighed
I denne uge vil vi fordybe os i uld og strik med fokus på bæredygtighed. Vi dykker ned i begrebet og ser på, hvordan vi som strikkere, der elsker at skabe noget med garn og pinde, kan forholde os til det. For det er ikke bæredygtigt at producere nyt! Men hvordan kan du f.eks. sikre dig, at garnet, du køber, er ansvarligt produceret, og hvad kan du gøre for, at din strik holder længe?
Vi ser på uldens vej fra får til garn, på økologi, certificeringer og reparationer – og arbejder også med rå uld.
Hvordan kan du passe på din strik, så det får en lang levetid og forebygge, slid og møl-angreb? Og hvordan kan du reparere, når skaden er sket? Vi dykker ned i reparationsteknikker, der egner sig godt til strik, og du lærer at reparere diskret/næsten usynligt eller på en grafisk måde og at forstærke din strik på tyndslidte steder. Medbring slidte eller hullede striksager fra skabet – jeg har også lapper, du kan øve i.
Vi kommer også helt tæt på fåret – du får historien om den medbragte rå uld, som vi med en væveteknik laver siddehynder eller evt. vægophæng af. Husk praktisk tøj til dette arbejde., som evt. vil foregå udendørs. Der indflettes viden fra craft-psykologi i løbet af ugen.
I løbet af opholdet oplever du også alt det, der ellers hører til et godt højskoleophold, dvs. hyggeligt samvær med andre kursister, fællessang, træning, spændende foredrag og en tur ud af huset. Vi nyder, at vores højskole ligger midt i den sydsjællandske natur, og i løbet af dit ophold vil der være rig mulighed for at spadsere ture i den omkringliggende skove, nær sø og fjord samt i vores skønne grønne arealer på skolens område.
Lille hold, max 12 deltagere
Underviseren, Elsebeth, har strikket siden hun var barn, og strik er hendes udgangspunkt for interessen også i uld og reparationer; men du kan sagtens deltage på dette kursus, selvom du ikke er den store strikker.
Væveaktiviteten kræver ingen forhåndsforudsætninger, blot lysten til at skabe noget i det dejlige naturmateriale, der stadig dufter af dyr.
I reparationsdelen indgår avancerede metoder, der henvender sig mest til strikkere, der allerede genkender strikkens struktur (maskebillede). Men her kan du vælge at fortsætte med en mere enkel teknik, f.eks. nålefiltning.
Materialer mv.
Der skal påregnes en ekstra betaling på kr. 300,- som dækker materialer. Beløbet betales direkte til underviseren på kurset.
Betalingen dækker følgende:
- Alle materialer til din siddehynde (Ekstra materialer kan tilkøbes)
- Reparationsgarn i uld (Elsebeth medbringer en del uldgarner, som du kan vælge imellem til din reparation. (Større mængder kan tilkøbes)
- Øvelapper, arbejdsark mv
- Et par forskellige typer nåle
Herudover kan du låne alle øvrige materialer, der er brug for til selve arbejdet på kurset.
Det kan du med fordel selv medbringe
Du er også velkommen til selv at medbringe f.eks. egne stoppenåle, strikkepinde, saks, garn, filtenåle og skum til nålefilt. Har du en broderilampe, kan den også være nyttig. Har du andre ting, liggende, du ønsker at afprøve, f.eks. karteflor, så medbring det endelig. Men du behøver ikke!
Medbring evt. strik fra skabet, som du ønsker at reparere/forstærke. Er der møl-angreb, skal det i fryseren i minimum to døgn, før det medbringes. Det er ikke sikkert, at du når at reparere dit projekt færdigt på opholdet, men du får som minimum forskellige teknikker til reparationen, som du kan fortsætte med hjemme.
Medbring også gerne noget enkelt igangværende håndarbejde e.l. (fx strikketøj/tegneblok), som du kan arbejde med, når du skal lytte.
Mød underviseren

Elsebeth er uddannet folkeskolelærer, har en kandidat i pædagogisk sociologi og er også uddannet i craft-psykologi; aspekter, som hun har med i arbejdet med strik. Til daglig driver Elsebeth virksomheden Sart strik.
Halvdagsudflugt med højskolen
I løbet af det dit ophold tager vi også på en halvdagstur ud af huset. Her besøger vi et museum eller et andet vigtigt kultur- eller natursted på Sydsjælland eller øerne (Møn, Falster eller Lolland), som har en vigtig lokal betydning for vores region. Her får vi guidede omvisninger og sat kunsten, stedet og naturen ind i en større sammenhæng.
Turen går også nogle gange til Præstøs historiske bymidte, hvor vi på en byvandring hen over de toppede brosten hører om byens tilblivelse, middelalderens antonittermunke samt bl.a. guldalderhelte som H.C. Andersen, N.F.S. Grundtvig og Bertel Thorvaldsen, der alle kom her i byen i 1800-tallet. I programmet for ugen kan du se, hvor turen går hen for den enkelte kursus.