Musik & Medie på højskole
På Idrætshøjskolen Bosei har vi flere pop op fag indenfor musik & medie
Musik – som valgfag eller i fritiden
Pop op faget musik er for dig, der har lyst til at spille musik sammen med andre
Idrætshøjskolen Bosei har sit eget musikrum fyldt med instrumenter og mikrofoner, som du kan boltre dig med. Du er også velkommen til at tage egne instrumenter med.
I faget musik:
- Sammensætter vi bands, så de funger godt og alle får en god oplevelse
- Øver vi på forskellige instrumenter
- Spiller vi sange, som du selv er med til at udvælge
Du kan være begynder eller øvet. Det kan være, du vil prøve at spille på flere instrumenter, eller måske vil og kan du synge hovedstemme eller korstemme?
Du er velkommen til at benytte musiklokalet til at øve og jamme – også i fritiden!
Sangskrivning
Hvordan laver man en sang?
Få dine indre tanker og følelser ud! Det er kun DIG der kan skrive DINE sange. Men det er altid godt, at dele dine oplevelser og tekster med andre. På dit højskoleophold får du masser af tid til at fordybe dig og få styr på dine tanker og drømme.
I sangskrivning skal vi:
- lære hvordan vi skriver vores egne sange
- arbejde sammen med andre og udveksle idéer
- arbejde sammen i skriveværksted
- komponere vores egne sange
- optage vores sange
- ”Performe” vores sange (hvis du har lyst)
Du behøver ikke at kunne spille et instrument for at deltage i sangskrivning. Idrætshøjskolen Bosei har sit eget musikrum fyldt med instrumenter og mikrofoner, som du også kan boltre dig med.
Fotografi
Tag bedre billeder i pop opfaget Fotografi. Lær at bruge alle funktioner på et kamera, så dine billeder bliver endnu skarpere.
Vi gennemgår basis for foto:
- Komposition af billeder
- Dybde og blændeindstillinger
- Lukkertid og bevægelse
- Naturligt lys og flashfotografi
- Portrætter og landskaber
- Farvekontrast og chiaroscuro
- Cropping og redigering
Hver gang får du et hurtigt oplæg om indstillinger og teori.
Derefter går vi ud i verden og tager billeder. Først tager vi billeder rundt omkring på skolen. Senere kører vi ud i lokalområdet til Møns Klint, Præstø, Roneklint og andre smukke steder og tager billeder. Kom med ud og oplev dine omgivelser i et andet perspektiv igennem din kameralinse
Du behøver ikke at have dit eget kamera med. Men hvis der ligger et kamera hjemme hos din moster eller bedste ven, så tag det med og lær at brug alt, hvad det kan.
Creative Writing
Har du lyst til at blive bedre til at skrive eller måske lære nye måder at være kreativ med ord på? Så er Creative writing det helt rigtige fag.
I Creative writing lærer du om ordets magt, og du bliver bedre til at udtrykke dig skriftligt – alt imens du bruger din fantasi. Sammen fokuserer vi hver undervisningsgang på forskellige temaer, som vi derefter øver os i, at bruge når vi skriver. Der vil være en masse sjove writing prompts, nogle prøvende øvelser på tid og der vil også være plads til gode samtaler om litteratur og film.
Du behøver ikke at være fantastisk til at skrive på forhånd. Der er plads til alle, og det vigtigste er, at alle får en god oplevelse og måske prøver en ny måde at være kreativ på. Man bliver aldrig tvunget til at skulle dele, det som man skriver, for det skal være et trygt miljø at udfolde sig i.
Vi plejer at få rigtig gode grin og interessante snakke til undervisningen, og det er en virkelig hyggelig måde at bruge tid med dine højskolevenner på. Hvis folk allerede er i gang med deres egne projekter, kan vi også sagtens finde plads til det i undervisningen.