Oplever du fejl? Send os en e-mail

Friluftsliv, outdoor, trailbuilding, bouldering, klatring & naturoplevelser

Få friluftsliv og outdoor-aktiviteter på skemaet! Du kan også blive certificeret i havkajak, klatring og MTB

I fagtemaet Friluftsliv kan du fordybe dig i mountainbike, trailbuilding, basis lejrliv, træklatring, masteklatring, bouldering, knivkonstruktion, orienteringsløb i skove, strand og byer, bålet, friluftslivs-filosofi og bueskydning. Som elev her kommer du med på tur - lige fra svampeture i skovbunden til klatreture i 25 meters højde. Alle aktiviteter har en oplevelsesdimension men også et perspektiv der udvikler dig som menneske. Du finder måske ud af, at du kan mere end du tror eller finder en ny måde at anskue gamle problemstillinger på. Naturen og de aktiviteter vi laver sammen i den frie luft virker meget stærkere.

Få et boost i 19 eller 24 uger! Start januar eller august. Der er også kultur- og skirejser!

Ring og hør hvordan på 55 90 90 90 eller læs mere her.


Besøg Bosei - Book en rundvisning!


Bosei skal opleves: De indbydende lokaler, overraskende rum, lækre sportsfaciliteter, de smukke omgivelser og den helt særlige stemning opleves bare bedst "live". Vi vil derfor gerne invitere dig på besøg til en rundvisning og en lækker frokost. Hør om dine muligheder, få svar på spørgsmål - og ikke mindst mulighed for at sikre DIN plads på et af de kommende semestre. Start din rundvisning lige her. Vi glæder os til at møde dig!

Læs også artiklen: Hvad koster et højskoleophold?

Friluftsliv er delt op i en række fag. Nogle vælger alle fag - andre plukker lidt fra hylden...

Friluftsliv byder på aktiviteter med højt adrenalinniveau som træklatring, bouldering og mountainbike. Derudover kan du også vælge roligere aktiviteter som bueskydning, knivbygning og orientering

Få et boost i 19 eller 24 uger! Se hvordan!

Særligt om certificeret klatrekursus på højskolens fagtema Friluftsliv

Friluftsliv giver dig mulighed for at tage Begynderkursus i træklatring under Træklatreforeningen i Danmark. Vælger du denne certificering klatrekurserne er der en merbetaling på ca. kr. 1.500,-.

Mountainbike med trailbuilding

Berms, tabletops og flow! Er du klar til mountainbike på højskole?

Tag på højskole og kør mountainbike. I Faksinge Skov ved siden af Idrætshøjskolen Bosei ligger et 6 km langt single-track mountainbike spor. Sporet har 125 højdemeter og snor sig igennem den varierede skov.

På Bosei kører vi på mountainbike, fordi det er en sjov måde at komme i form på, og fordi det er fedt at lære nye teknikker til at køre hurtigt og sikkert.

Nogle foretrækker nedkørsler med berms, tabletops og fly-outs, andre er til stejle opkørsler, hvor konditionen sættes på prøve. Selvfølgelig er der også plads til dig, der vil prøve sporten for første gang og bare komme i god form.

Undervisningen i mountainbike understøtter alle niveauer.

Som en del af træningen er du med til at bygge spor. Som trailbuilder lærer du om, hvordan man bygger et tørt spor med flow og ikke mindst sætter du dit personlige præg på sporet.

På Bosei har du mulighed for at fordybe dig yderligere og blive DGI mountainbike instruktør, så du kan undervise andre i eksempelvis en klub eller forening.

Fully eller hardtail – click eller flats! På Bosei kan du det hele!

Idrætshøjskolen har enkelte cykler, som du kan låne, men vi anbefaler at du medbringer din egen. Vi har indendørs, opvarmet og aflåst cykelparkering til mountainbikes.

Vi ses på sporet.

Bouldering

Bouldering på Idrætshøjskolen Bosei er meget mere end bare en sport. Det er en chance for at fordybe dig i et fællesskab med dine venner og skabe minder sammen. Her er hvorfor:

1. Sociale Fordele: Når vi boulder sammen, opbygges et stærkt socialt bånd. Det handler ikke kun om at nå toppen, men om den sjove rejse dertil sammen med dine venner.

2. Motivation: Med dine venner ved din side vil du blive motiveret til at udfordre dig selv mere. I opmuntrer hinanden til at prøve nye og sværere ruter, og I fejrer sejre sammen.

3. Samarbejde: Ofte kræver bouldering teamwork. Det styrker jeres evne til at arbejde sammen og finde kreative løsninger.

4. Læring: Ved at se og få feedback fra dine venner kan du lære nye teknikker og forbedre dine færdigheder.

5. Sikkerhed: Sikkerhed kommer først, og med venner ved din side kan I holde øje med hinanden og sikre, at alle boulder sikkert.

6. Sjov: Bouldering med venner er sjovt og underholdende. I skaber en positiv atmosfære, hvor I kan nyde både klatringen og hinandens selskab.

7. Fælles Mål: Ved at sætte fælles mål og udfordringer styrker I båndet mellem jer. I arbejder sammen mod fælles mål og fejrer jeres succeser.

8. Stressreduktion: Bouldering og det sociale samvær kan hjælpe med at reducere stress og forbedre dit generelle velvære.

Alt i alt handler bouldering med venner ikke kun om at træne din krop, men også om at styrke venskaber, lære af hinanden og have det sjovt sammen på højskolen. Selve anlægget er bygget indendørs; men med udsigt til naturen. Vi har skabt et hyggemiljø med sofaer – og de udskiftelige greb gør, at ruterne kan ændres løbende og gøres lettere eller sværere.

Træklatring og masteklatring på højskole

Hvad enten du er til svimlende højder eller en sej klatreteknisk udfordring så får du chancen når Friluftsliv klatrer på Idrætshøjskolen Bosei.

I de lyse måneder bruger vi træerne i skoven rundt om skolen, og her har du mulighed for at tage begynderkursus i træklatring fra Dansk Træklatreforening.

Efter et semester på Bosei bliver du altså godt kørende på klatrefronten!

Når vejret tillader det besøger vi Go-High baner hos Camp Adventure, hvor du kan kaste dig ud på Skandinaviens længste svævebane på over 400 meter. Du starter i næsten 20 meters højde, så det er lidt af en oplevelse for de fleste.

Som en lille ekstra aktivitet har vi fået godkendt vores skorsten til maste klatring, så her har du muligheden for at klatre 25 meter lige op i luften. Ses vi på toppen?

Udendørs fysisk træning

Faget Svinetræning er hårdt og sjovt! Det foregår udendørs i skoven, på stranden, på marken eller i vandet, det er kun fantasien der sætter grænser. Vi træner med de ting vi finder i naturen.

“Når du laver svinetræning bliver du beskidt som et svin og glad som en lille gris!”: citat Nicolas, underviser i Friluftsliv

Træningsprincipperne er taget fra mange forskellige træningsgenrer som crossfitt, trailløb og OCR. Vi kombinerer styrke-, kardio-, behændigheds- og balancetræning.

Du vil opleve, hvor fedt og effektivt, det er at træne med små midler. Så hvis du savner en anderledes form form træning fremfor traditionel fitness, så er Svinetræning noget for dig! Her bruger vi naturen og dens hjælpemidler fx i form af kampesten, trækævler, bakker og vandløb.

Svinetræning er for alle, der ønsker en stærk krop bygget af træning i naturen. Træningen i naturen styrker dit forhold til naturen og du lærer at se nye muligheder for træning i dine omgivelser. Alle lektioner er bygget op om et tema – fx: ‘The hill’, ‘the heat’, ‘the stick’, ‘the river’ og mange flere…

Heldigvis ligger Idrætshøjskolen Bosei omkranset af skov, vandløb og søer – så vi skal bare udenfor døren, så kan træningen gå igang! Alle kan være med, da der både er øvelser for begynderen og for den stærke!

Ta’ udfordringen op og bliv svinestærk og ikke mindst klog på din træning.

Lejrliv og bålet på Bosei

Friluftsliv på Bosei er ikke kun for adrenalin-junkier. Vi laver også bål.

Et bål på Bosei er ikke bare et bål. Vi fordyber os i bålteknikker og vores motto er: et bål én tændstik. Vi oplever at mange har svært ved at slippe bålet, når først vi er kommet i gang.

Måske har du lyst til at sidde og filosofere og snakke med dine kammerater i skæret fra bålet. Derfor har du muligheden for at overnatte ude i de shelters, der ligger tæt på skolen.

Bueskydning på højskole

Når vi skyder med bue og pil i friluftslivsundervisningen er der fokus på det mentale. Hvis du skal ramme dit mål må du være 100% fokuseret.

I faget bueskydning opholder vi os både iden smukke natur, der omgiver skolen samt indenfor i sportshallen. Vi skyder altså både inde og ude.

Vi har almindelige målskiver, men vi bygger også en forhindringsbane i skoven, hvor du skyder efter kunstige, men meget naturtro, kopier af dyr.

Vi skyder med traditionelle langbuer, som både kan betjenes af højre- og venstrehåndede. Har du din egen bue, er du meget velkommen til at medbringe denne.

Knivkonstruktion

Det er næsten umuligt at undvære en kniv, når du færdes i naturen. Du bygger din egen kniv helt fra bunden, hvor du selv hugger træet ned, som skal udgøre skæftet. Herefter designer du udseendet og går i gang med at snitte, save og slibe i vores hyggelige knivværksted, hvor der er te på kanden og snakken går under arbejdet.

Efter nogle uger står du med din helt egen personlige kniv. Kun fantasien sætter grænserne.

Du kan arbejde i både træ og ben/horn. Desuden bruger vi norske kvalitetsklinger, så du har en kniv for livet.

Orientering

Placeringen af idrætshøjskolen er oplagt til at lave forskellige former for orientering.

Vi bruger vores egen skov som en slags ”kravlegård” før vi tager ud til andre skove og byer for at finde vej.

Alle de færdigheder i orientering du tilegner dig i undervisningen skal du senere bruge på vores vandring over Sjælland.

På et tidspunkt i løbet af semesteret går vi tværs over Sjælland i markskel, småstier og lignende. Det er en tur på ca. 30km.

Natur & Kultur på højskole

Hvor meget bruger du egentlig i naturen i hverdagen, og hvor meget har naturen brug for dig?

I faget Natur & Kultur kigger vi på forholdet mellem naturen, kulturen og os selv. Vi undersøger hvordan naturen og kulturen spiller sammen og går i dybden med udvalgte emner som økologi, bæredygtig livsførelse, flora og fauna.

Desuden tager vi på småture rundt i lokalmiljøet og kigger på forskellige naturlige temaer. Kontakten til den lokale natur diskuteres i forhold til den globale natur.

Hvad betyder eksempelvis en ørnerede for den lokale natur og kultur?

I forlængelse af ovenstående filosoferes der over, om det overhovedet er muligt at finde rigtig natur?

Tidligere var vi tvunget til at forsyne os i skovens spisekammer, nu er det forbundet med overskud og kvalitet at bruge naturens planter, svampe osv. til madlavning. Vi kigger på nogle af de muligheder, der ligger for at spise sig mæt i en ganske almindelig skov og prøver det også af i praksis.

Når man bruger naturen som spisekammer, er det naturligt at forholde sig til naturen cyklus. Hvornår finder man de forskellige planter, svampe osv. og hvorfor er naturen indrettet på den måde den er? Dette afføder diskussioner om forholdet mellem de cyklusser, der er i kulturen og naturen.

Altså:

  • Vi tager på svampejagt, hvor vi finder, tilbereder og spiser svampe
  • Vi lærer, at bål er kunst – Basta!
  • Vi besøger et Rudolf Steiner inspireret økologisk og biodynamisk landbrug
  • Vi filosoferer rundt om bålet mens vores skumfiduser bliver brune og bløde
  • Vi lærer om spiselige blomster – og spiser dem selv…
  • Vi går en stille tur gennem skoven, hvor vi forholder os til hvem vi er, hvem vi gerne vil være og hvor vi er på vej hen
  • Vi krammer et træ
  • Vi spiser/prøvesmager alt det i naturen, som underviseren i Friluftsliv Nicolas finder

Skirejserne

Oplev Japow i efteråret!

I efterårssemesteret tilbyder vi, som eneste højskolei Danmark, en kombineret ski- & kulturejse til Japan, hvor du prøve den ægte puddersne samtidig med, at du også kan bade i varme kilder og smage udsøgt japansk mad.

På forårssemesteret går skirejsen til Østrig nærmere betegnet Wagrain.

Turen er for både begyndere og øvede. Det at køre på ski og færdes i vinterlandskaber er en naturlig del af det at beskæftige sig med outdoor.

Ud over, at undervisningen drejer sig om at køre på ski på de 2 ture, fordyber vi os også i den skikultur, som vi bliver en del af. Hvem kører på ski, hvorfor køre på ski, hvad sker der inde i dig, når du kører på ski?

 

 

I den første højskoleuge kan du afprøve fag og få en snak med dine undervisere, inden du vælger skema

Vi giver dig fleksibilitet i dit skema

På Idrætshøjskolen Bosei får du muligheden for at vælge alle fag i ét fagtema eller udvælge enkelte fag fra flere temaer. Samtidig kan du frit tilvælge de pop op fag samt de instruktørfag, som du finder interessante - dét, mener vi, giver dig den bedste fleksibilitet i dit højskoleophold.

DET DER PLEJER AT STÅ MED SMÅT

Priser & praktisk information

Start for Højskoleophold

Efterårssemesteret 2024 har løbende opstart i august og slutter lørdag d. 21. december (varighed: 19 uger)

Forårssemesteret 2025 starter søndag d. 5. januar og slutter lørdag d. 21. juni (varighed: 24 uger)

Efterårssemesteret 2025 starter søndag d. 10. august og slutter lørdag d. 20. december (varighed: 19 uger)

Forårssemesteret 2026 starter onsdag d. 7. januar og slutter tirsdag d. 23. juni (varighed: 24 uger)

Efterårssemesteret 2026 starter søndag d. 9. august og slutter lørdag d. 19. december (varighed: 19 uger)

Alle kan komme på højskole. Det kræver ingen forudgående uddannelse eller lignende. Det eneste krav er, at man er fyldt minimum 17½ år, den dag semesteret begynder. De fleste elever er mellem 18 – 25 år, men vi har også gode erfaringer med elever, som er i sidst i tyverne eller starten af 30’erne..

Priser – skolepenge

Højskoleopholdet koster kr. 1.775,- pr. uge i 2025.

Forårssemesteret 2025 koster kr. 42.600,- for 24 uger. (pristalsregulering kan forekomme)

Efterårssemesteret 2025 koster kr. 33.725,- for 19 uger. (pristalsregulering kan forekomme)

Vi forventer samme prisleje i 2026; men mindre prisjusteringer kan forekomme.

Prisen dækker indkvartering på dobbeltværelse med trådløst internet samt fuld forplejning alle ugens 7 dage, undervisning samt eget fritidsforbrug af gaming room, japansk bibliotek, fitnessrum, idrætsfaciliteter, svømmehal etc.

Elever på Pit-stop, kan finde mere information her.

For norske elever, der søger via Lånekassen.no kan det oplyses, at af ugeprisen på dkr. 1.775,- udgør undervisning (skolepenge) dkr. 1.207,- (68%).

 

De førnævnte priser for selve opholdet omfatter ikke de rejser som idrætshøjskolen tilbyder.

Det samme gælder kr. 2.000,– som dækker udgifter til materialer og lignende i forbindelse med den almindelige undervisning i løbet af semesteret.

Når du tilmelder dig et højskoleophold, betaler du et tilmeldingsgebyr på kr. 2.000,-.  Det dækker administrative omkostninger og refunderes ikke.

Ca. 1 måned efter din tilmelding fremsendes første rate af skolepengene svarende til ca. 1/4 (forår) eller 1/3 (efterår) til betaling indenfor 8 dage. De øvrige 2-3 rater betaling efter semesterstart.

Enkelte kommuner giver støtte til højskoleophold – ring til din kommune og forhør dig. Du kan læse mere om støtte til højskoleophold her.

Sådan ser en typisk uge ud

Skemaet er alene vejledende!

Det endelige skema for dit hold vil blive udarbejdet efter introduktionsugen, når alle eleverne har valgt fag.

Vælg minimum 12 positioner af fag – SAMLINGER, SKOLEMØDE & HØJSKOLEAFTEN er obligatoriske og tæller ikke med. Du skal have fag før ogf efter frokost alle dage. Undervejs vil det blive muligt at skifte fag i nogle blokke, når der ændres skemaperiode.

Der vil desuden være en masse aktiviteter ud over skemaet, hvor der er åbent i svømmehallen, lejrbål i skoven, teceremoni og meget mere.

Mentorstøtteordning på Bosei

Hvis du er henvist til at tage på højskole via en UU-vejleder, er der mulighed for at få støtte via mentorstøtteordningen.

Unge uden ungdomsuddannelse mellem 17½ – 25 år, der er i risiko for aldrig at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse kan – som led i en uddannelsesplan udarbejdet i samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning – tilbydes at deltage i et afklarende og udviklende højskoleforløb med henblik på overgang til en kompetencegivende ungdomsuddannelse.

Elever under EGU er ikke omfattet af ordningen.

Mentor-eleven bliver tilknyttet en certificeret mentor (en lærer på højskolen med mentor-uddannelse), som tager samtaler med eleven efter behov (min. 1 gang ugentlig) – og har samtidig en kontaktlærer i sin gang-gruppe.

Samtalerne tager udgangspunkt i den enkeltes livssituation, og mentoren fungerer som en slags katalysator, der kan hjælpe den unge til at blive klogere på sig selv og omverdenen.

Udgangspunktet er at forsøge at hjælpe den unge til at blive mere afklaret i forhold til et fremtidigt liv og uddannelse.

Tilmelding skal ske via ansøgningsformularen på Boseis hjemmeside. En underskrevet uddannelsesplan udarbejdet sammen med UU-vejleder eftersendes eller mailes til skolens kontor.

Du får vejledning både individuelt og i grupper på Bosei

Som elev på Idrætshøjskolen Bosei bliver du allerede den første aften placeret i en Bosei-gruppe sammen med 10-12 andre elever.

Til hver Bosei-gruppe er der tilknyttet en kontaktlærer, som i løbet af dit højskoleophold deltager og afvikler 3 samtaler sammen med dig. Den første samtale er fælles og foregår i din Bosei-gruppe. De efterfølgende to samtaler er personlige samtaler, hvor kun du og din kontaktlærer er til stede.

Ved den første samtale, som afholdes indenfor den første uge af dit ophold, skriver du oftest et forventningsbrev, som din kontaktlærer opbevarer til senere brug ved kommende møder. Dette brev kan til tider også erstattes af et referat af den samtale i har haft.

I forventningsbrevet/ i samtalen med din Bosei-lærer skriver eller fortæller du om dine forventninger til opholdet på Bosei, hvilke delmål og mål du gerne vil opnå. På dette første møde taler I også om dit uddannelsesmæssige udgangspunkt og hvad dine fremtidsplaner måtte være.

Samtale nr. to er en opfølgning på den første samtale, for sammen at finde ud af, om du følger dine mål og planer eller om der måske er behov for justeringer. Men i denne samtale bliver vi også lidt mere konkrete med hensyn til afsøgning og vejledning mod dine kommende studie-og jobmuligheder.

Den tredje og afsluttende samtale er en slut-evaluering, hvor vi reflekterer over, hvor vidt du er kommet et stykke videre frem mod dine mål – eller måske ligefrem har fået indfriet nogle af dine forventninger. Vi tager temperaturen på dine fremtidsplaner og ser om de holder og slutteligt hjælper vi dig med kommentarer til din kompetencebeskrivelse, hvis du har lyst til -og mod på at skrive sådan en.

På Bosei tror vi på, at disse tre ovenstående samtaler er yderst vigtige for både dig som elev, men også for os som højskole – og derfor er samtalerne obligatoriske for både dig og os.

Det er yderst vigtigt, at du tager samtalen seriøst og har forberedt dig og kommer relevante input, da det jo er dit liv og din fremtid, det primært handler om.

Men bare rolig; samtalerne foregår under stille og hyggelige former. Ja – vi tror faktisk, at du kommer til at se frem til disse. Og husk også, at du altid i det daglige kan få råd og vejledning om fremtidige uddannelsesmuligheder af enten højskolens studievejleder, din kontaktlærer eller af en af skolens andre undervisere.

Èn gang i hvert semester får skolen besøg af en ekstern studievejleder fra Studievalg Sjælland, som via et oplæg guider og vejleder eleverne frem mod deres fremtidige studievalg.

Denne studievejleder stiller sig efterfølgende til rådighed for personlig vejledning, sparring og opklarende spørgsmål fra skolens elever.

 

Gruppevejledning

Enkelte lektioner i skolens fællestimer er reserveret til gruppevejledning.

I disse timer får eleverne mulighed for at dele deres historier og mål med de andre højskoleelver, og får derigennem opøvet selvværd og skabt

nye indsigter. Den fælles gruppevejledning er ud fra den overbevisning, at vi alle har potentialet til at udfordre og inspirere hinanden til afklaring og valg.

Ofte vil højskolekammerater stå med nøjagtigt de samme bekymringer om fremtiden og uddannelsesvalg som man selv gør, og chancen for at løse tingene gennem en fælles perspektivering, kan mange gange vise sig at være den bedste.

I disse seancer vil der naturligvis også være flere af skolens lærere tilstede, klar til at hjælpe til i processen.

Vi fokuserer på at servere en sund og varieret kost

På Idrætshøjskole Bosei bliver der taget hånd om hele din krop. Det betyder, at vi har udarbejdet en kostpolitik, som du kan læse om herunder. Kostpolitikken drejer sig både om antallet af måltider og uforarbejdede råvarer, men også om kulturen omkring mad.

  • Vi laver maden med tanke på kostrådene. Det er så op til eleverne at sammensætte måltidet hensigtsmæssigt.
  • Via Bosei Haven producerer vi selv økologiske grønstsager til eget køkken – og den lokale Michelin restaurant Hotel Frederiksminde
  • Vi sikrer variation i maden ved at tage eleverne og personalet med på råd, når maden skal planlægges.
  • Der er en vegetardag om ugen.
  • Vi serverer tre måltider om dagen. Derudover er der frugt og grovboller om eftermiddagen.
  • Som regel er der et varmt måltid, som bliver serveret til frokost.
  • Til frokost er der som regel en kødret, en suppe og to slags grønt tilbehør.
  • Der er kage til caféaftenen, som bliver holdt en gang om ugen.

Vores krav til de råvarer vi bruger

  • Vi bruger næsten kun friske og uforarbejdede råvarer. Det er kun ærter og majs, vi køber fra frost.
  • Vi bager vores eget rugbrød, franskbrød og morgengrovboller.
  • Derudover fremstiller vi vores egen marmelade og müsli.

Vores madkultur

  • Hvis eleverne absolut vil have ketchup til maden, må de selv hente det i køkkenet.
  • Vi synliggør højtider og traditioner gennem maden. Bl.a. ved at servere and mortensaften.
  • Eleverne hjælper til med servering, oprydning og opvask.

Hensyn og service

  • Vi vil gerne have forslag til mad fra eleverne. Det gør det mere spændende at lave mad til dem.
  • Vi tager hensyn til allergi og sygdom.
  • Vi tager hensyn til vegetarer.
  • Vi tager hensyn til trosbetingede kostvaner.

 

Vi håber, at vi ved hjælp af denne kostpolitik kan åbne elevernes øjne for nye oplevelser i madens verden.

Er der nogen regler?

Ja, men ikke mange:

  • Brug af ulovlige rusmidler (herunder cannabis) er forbudt.
  • Alkohol er alene tilladt fredage/lørdage.
  • Alle Boseis lokaler og værelser er røgfrie. Rygning foregår udendørs.
  • Deltagelse i samlinger og de fag, du har valgt, er obligatorisk.
  • Vi spiser sammen, da det er mest hyggeligt.
  • Du deltager i oprydning i spisesalen og opvask samt i rengøring af din bogruppes fælles faciliteter (bl.a. badeværelser).
  • Husdyr er desværre ikke tilladt.

Samværspolitik 

I løbet af den første uge på højskolen vil du blive præsenteret for vores samværspolitik, så alle føler sig hjemme og trygge. Idrætshøjskolen Bosei har vedtaget en nedskrevet samværspolitik for at sikre et chikanefrit samværsmiljø for alle.

Formålet med politikken er, at tilgodese og beskytte den enkelte mod chikane, krænkelser og i værste fald, seksuelt overgreb.

Ingen på Idrætshøjskolen Bosei skal opleve chikane eller krænkelser på grund af race, farve, køn, fysiske karakteristika, seksuel orientering eller fysiske eller psykiske handicaps.

Samværspolitikken på Idrætshøjskolen Bosei tager udgangspunkt i, at hver enkelt af os:

  • er empatisk, nysgerrig og rummelig.
  • vil fællesskabet.
  • udviser forståelse for sine medmennesker

Kan man vaske tøj på Bosei?

Ja, der er vaskemaskiner, tørretumblere og tørrerum i kældrene under elevboligerne. Det er billigt at vaske tøj på Bosei – ca. kr. 20,- pr vask inkl. vaskepulver.

Hvad med sengetøj?

Du skal selv medbringe dyne, pude og sengelinned (lagen, dyne- og pudebetræk). I begrænset omfang kan du evt. leje det på skolen.

VI HAR FOKUS PÅ SOCIALT SAMVÆR

Højskolelivet

Højskole handler om at leve sammen med andre mennesker, som går op i nogle af de samme ting som dig.

Besøg højskolen og fornem selv de fantastiske oplevelser og mennesker, der venter dig her på Bosei.

TAG MED BOSEI PÅ KULTURREJSE TIL JAPAN ELLER SYDKOREA, TIL EN EUROPÆISK STORBY, PÅ SKIREJSE TIL ØSTRIG ELLER NORGE SAMT FRILUFTSTURE I DANMARK

Rejs ud i verden med højskolen

Under hvert højskoleophold kan du komme af sted på rejser, som varer 1 til 2 uger. Det er noget helt specielt at rejse af sted med sine højskolekammerater, så grib chancen for en helt unik rejseoplevelse.

Vi glæder os til at se dig

De indbydende lokaler, overraskende rum, lækre sportsfaciliteter, de smukke omgivelser og den helt særlige stemning opleves bare bedst 'live'. Vi vil derfor gerne invitere dig på besøg til en rundvisning og en lækker frokost.

Se dine muligheder, få svar på dine spørgsmål - og ikke mindst mulighed for at sikre DIN plads på et af de kommende semestre.

Rundvisningen er dog helt uforpligtende og vi betaler selvfølgelig gerne dine udgifter til transport.

Vi glæder os til at møde dig!

Book en rundvisning Tilmeld dig et ophold